All dogs go to heaven – også dem der bor på Frederiksberg

“All dogs go to heaven”  
 
 
Blop og jeg er på den daglige, lange og smukke eftermiddags-gåtur. 
Det er hans yndlings-gåtur på dagen – dén der holder ham i drømmeland i kurven hele aftenen indtil natten og soveværelsets lune tæppe, på gulvet ved siden af mig, kalder…
 
Vi er nået cirka 10 tisse-markeringers afstand fra hjemmet, da vi er så heldige, at møde en ny ven på vores rute.
Blop og den dejlige tæve hilser venligt på hinanden. De leder efter hinandens ende, ikke verdens, finder den, og kan li’, dét deres snuder møder dér! De begynder at lege – snorene vikles ind. Tævens far og jeg beslutter os for at slippe dem løs, da vi er ved et aflukket stykke Mini-park – et område der kalder på hunde-leg.
 
NU kan menneskene bag hundene hilse. Det gør man altid med en præsentation af hundene, ALDRIG sig selv – ”Hej, min hund hedder Fleur, er ti måneder, og er en brun labrador” hvortil jeg svarer – ”Hej, min hund hedder Blop, er 10 år, og er en Petit Basset Griffon Vendeen”.
 
 
SÅ er vi alle fire præsenteret. Formalia er på plads. For i hundeverdenen er man hverken på menneskenes fornavn eller efternavn – man er på hundenes navne og numre!!! ”Navn, alder, race og min hund er bare så god til at rulle, spille død, dække, god til børn, og den kan så mange tricks”…
 
Fleurs far roser Blop. Han siger, at Blop er en utrolig blid, kær og venlig hanhund. Jeg roser Fleur, og siger hun er flot i pelsen og mild i udtrykket, og stiller så spørgsmålet, hvor svaret bringer mig til denne klummes tema…
 
”Kender du andre herude i kvarteret, der har brune “lab’er”?. Jeg kender nogle stykker, og de er så skønne og legesyge”
 
Han bliver pludselig lidt bleg, får tårer i øjnene og kigger ned.

Jeg forstår ikke…
 
Så vender han blikket mod mig, kigger mig i øjnene, der står vand i dem og siger fattet, men meget medfølende: ”Ja, men DE er lige døde”
 
Jeg når lige at fatte ordene, før mine tanker kører rundt – er det nogen, Blop og jeg kender?, hvad, hvor og hvordan???…
 
Fleur’s far fortæller, at det var en solo ulykke, hvor Kalles menneske-far Martin kørte for stærkt, på en tæt trafikeret hovedgade i en forstad til København, og pludselig kørte frontalt ind i en betonpille ved en vejafspærring. Kalle var med i bilen, i et sikret bur i bagagerummet i “deres” stationcar!.
 
Kalle overlevede, men Martin var død på stedet. Han fortæller, at de kendte Martin rigtig godt, som en ”ægte” hundeven. De passede hinandens hunde, gik med hinandens hunde, når travlhed i menneskeverdenen gav hundene problemer med deres dagligdag. De drak kaffe sammen, når bytteritualerne fandt sted. Børnene i Fleurs familie elskede Kalle ligeså højt, som var det deres egen. Så de er også meget mærkede af det, fortæller Fleurs far, stadig med tårer i øjnene…
 
Jeg er i chok. Mit hjerte er ramt af sorg. Det hamrer hårdt, blodet bruser. Mine tårer triller sagte ned af mine kinder, jeg snøfter.
 
Jeg har mistet en hundeven.
 
Jeg kendte ham ikke privat. Jeg kendte ikke hans familie, hans jobsituation eller kærlighedsliv. Men jeg kendte Martins kærlighed til Kalle. Jeg kendte hans venlighed og imødekommenhed overfor alle hunde og dets mennesker i kvarteret. Jeg talte altid længe med ham, når vi mødtes, og hundene legede. Vi talte OM HUNDE – vores hunde. Vi lyttede til hinandens sorger og glæder omhandlende vores elskede hunde. 
 
Fleurs far kommenterer min gråd. Han fortæller, at hans kone også græd, og mest over, at de ikke havde fået sagt farvel til Martin ordentligt. De havde ikke engang kunne sende en blomst til farvel…

Jeg kigger op og ud gennem mine dukkede ruder,- øjnene!
 
De havde først lige hørt det, men det var sket for 4 uger siden. De havde sendt Martin en sms, som de plejede, når hundenes kalendre skulle krydstjekkes. Der var gået fem minutter, og så var de blevet ringet op af Martins søster, der havde fortalt, at Martin var død.  Begravelsen havde fundet sted 3 uger forinden…
 
Fleurs mor spurgte søsteren om Kalle, spurgte om de kunne hjælpe med pasning, omsorg, trøst eller genhusning… Martins søster brød hulkende sammen i røret og fortalte, at familien i fællesskab havde besluttet at aflive Kalle, og sende ham op i himlen sammen med Martin. De følte at de to hang sammen, at de to var symbiotiske og hørte SAMMEN – Kalle og Martin – SAMMEN I HIMLEN – UADSKILLIGE – hinandens bedste venner!…
 
Hundene legede frejdigt, lystigt og kåde videre i Mini-parken.  De var fuldstændig uvidende om deres store indvirkning på vores liv – Blop og Fleur i lykkeleg, mens deres mor og far stod SAMMEN og græd, mindedes og sørgede…
 
En hundeven og hans bedste ven er død.

Ingen af hundevennerne kunne sende en blomst, et kort eller en kærlig tanke på dagen, hvor de to, vi kendte så godt, som hundevenner, blev begravet, for SÅ godt kender vi ikke hinanden. Sådan fungerer hundevenskaber ikke…
 
NU, når jeg ved det. Nu, hvor jeg bærer historien i mit hjerte. NU kan jeg sende kærlige tanker op til Kalle og Martin i himlen. Jeg kan ære deres minde ved at huske dem. Jeg kan skrive om dem (navnene er ændrede i respekt for de efterladte familier), og derved åbne op for dialog og debat blandt hundefolket:
 
”HVAD HEDDER DU.
HVORDAN KAN JEG TRÆFFE DIG, HVIS JEG HAR ET HUNDEPROBLEM, ELLER HAR BRUG FOR HJÆLP OMHANDLENDE MIN, DIN ELLER ANDRE HUNDEVENNERS HUNDE,???
 
Var det en idé, at vi alle fik lavet et hunde-venne-visit-kort, som vi tog med os på vores daglige gåture?. Et kort vi kunne give til hinanden med MENNESKEnavne på og TELEFONNUMRE eller MAILadresser. Et visit-kort, der kunne ligge i lommen med godbidder, og som kun kunne modtages af en anden sand hundeven med snasket godbid-slam på…
 
Når vi siger ”gi pote” til vores firebenene hjerte-skattede kræ, kunne vi så ikke også sige ”gi pote” til hinanden, og stikke grabben frem, ryste den lidt, ”gøre en boogie woogie og sige vores navn, og så gå rundt i ring”???…

Kære Hundevenner – hva’ sys’ I???

 
Mindeord:
 
Kære Martin
 
Jeg har nydt vores møder.

Jeg har skattet, at vi fra starten valgte at præsentere os selv for hinanden  ved vores menneskenavne!.
Du havde lige fået Kalle. Det er cirka 6 år siden. Du stod der foran en Netto med en lille brun klumpe-skat af en hvalp, og jeg kom med Blop, der var en et årig ung-hund. De var venner med det samme.

Vi blev venner undervejs…
 
Du var (ER, oppe i himlen) en fantastisk hundeejer med naturligt lederskab og kærlighed.
Jeg elskede dén måde, du også var overfor Blop på. Du kælede så intenst og ægte med ham, når vi mødtes. Imens fik jeg lov til at nusse og kæle med Kalle, inden vi lod dem lege SAMMEN – to glade hanhunde, der elskede at snuse rundt sammen, tumle rundt sammen og  løbe egern op i træer SAMMEN…
 
Du var min hundeven her på jorden, og du ER min hundeven i hjertet for evigt.
 
 
Jeg sender en stor buket blomster-tanker til dig.
 
Lad verden glimre
og HUSK
 
”Nothing varms the heart like a cold nose”
(Fra filmen ALL DOGS GO TO HEAVEN)
 
 
Heidi
 
 
 
Kære Kalle
 
Vov vov, hvem skal jeg nu fange egern med? 

Vov vov, jeg er ked af, vi ikke kan lege mere, men jeg er glad for, at du er sammen med din far…
 
Han var sgu’ et dejligt menneske, og han havde altså de bedste lommer, at gå på rov i. Har han stadig lommerne fuld af flæsesvær deroppe?
Får man tøjet med flæskesvær med op i himlen?
Kan man købe flæskesvær oppe i himlen? Eller er det gratis?

 
Det håber jeg fanme for dig Kalle-dreng.
 
Vi ses around.
 
Keep sniffing
 
Blop



Picture

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>