Hvor langt er langt egentligt?


For nogle er kort alt for langt – for andre er langt alt for kort. Jeg løb engang. Kort. Altså 5 km ture. Rundt om Damhussøen. Eller jeg løb rundt om Søerne inde ved Søpavillionen. Engang løb jeg, når jeg havde lyst. Det var korte ture, på fem km – korte ture for mig. Lidt langt kunne de føles nogle dage, hvor jeg var (T) ung i røven pga træthed efter job eller bare dovenskab…

Det aspekt kender jeg slet ikke til i mit liv idag. Seriøst. Bare der dog var plads til dovenskab…

Jeg er så bange for at blive sat ned igen. Sat ned i min kørestol igen. Derfor kæmper jeg mig ud af sengen hver morgen. Hver morgen når jeg vågner med spasmer i bækkenet, og ribben, og benene er stive og kramper. 

Der tikker aldrig en besked ind, om morgenen i min hjerne, hvor der står “ta’ en slapper i dag Ib, det går over imorgen”

For sclerosen er der hver morgen med sin klamme morgenånde og insisterende ildhu for at få mig til at overgive mig uden kamp.

It Will never happen.

Jeg triller ud af sengen. Laver strækøvelser ned over Fjolle – der sover ved siden af min seng på gulvet. Kombinerer morgennus med min hund med Kaptajn Jespersens morgen stræk og bøj – og hofterulninger.

Så går jeg ind i stuen, eller på det lille værelse, hvor jeg laver to liggende øvelser og en stående øvelse for min ryg og mine stive ben. 

Når jeg er færdig med det – først der – kan jeg presse en tissetår ud af mit spændte bækken!!!

Plads til dovenskab. Det tror jeg næppe. Jeg holder skroget igang. Kæmper. 

Så når jeg, som Idag har gået 3,2 km på en time med to søde unge mennesker – og en sød hund, hvor vi tog os tid til at besøge søde dalmatinerhvalpe i en have, snakke med mennesker vi mødte på turen, med hunde sæføli’ også – og bare nød det at kunne gå – så  skider jeg højt og flot (undskyld sproget) på kommentarer på FB som “det er da ikke flot at gå 3,2 km på en time…” Så siger jeg bare “en kort er en lang for nogen og langt er kort for andre”

For mig er 3,2 km ekstraordinært og outstanding – og ikke hverdagskost. Hvert et skridt jeg tager gør ondt. Ondt i min ryg, i lænden og i venstre side af mine ribben (jvf det seneste attak). Mine tæer kramper til og jeg må stoppe op på turen og få dem i ro ind imellem ved at stå helt stille og give dem tid til at “spasse af”.

En times gang er ligesom en kærlighedssang, sunget til mig selv og dem jeg elsker der elsker mig “You’ll never Walk alone” lyder den …

Hvis jeg havde gået alene var jeg ikke nået så langt. Ind imellem må jeg lige have en arm eller skulder at læne mig op af, og hvis Fjolle havde fået egern-fært med mig alene – havde min ryg ikke været stærk nok til at holde imod hans træk. De unge gik med Fjolle.

Idag gik vi langt. Egentligt ret langt, for mig i hvert fald, men kort for nogle… Jeg gik langt idag. Dem jeg fulgtes med, raske unge mennesker, gik også langt- men for dem føltes det kort…

Da jeg brugte kørestol dagligt var en gåtur på 25-50 meter som et maraton – for mig. For andre som at gå til bageren. For dem der slet ikke kan rejse sig og gå – er 25-50 meter en by i Rusland, en drøm – et håb – et minde om det der var engang.

Når jeg siger “jeg har sclerose, og det har 13.500 andre også” – så husker jeg hver gang på, at vi alle er bærerer af en sygdom med meget forskelligartede forløb og udfald. 

Så fordi en kvinde med sclerose kan løbe et halvmaraton på et par timer, betyder det ikke at det er langt eller kort for hende – det betyder, at hun kan løbe et halvmaraton på to timer. Det er hendes bens tilstand der afgør hvor langt hun kan løbe – det er ikke tilskuerer, familie og venner der afgør om det er langt eller kort for hende. Det gør kun hun…

Derfor er 3,2 km idag rigtig langt for mig. Måske kort for dig? Eller langt for dig? 

Hvert menneske – diagnosen ms eller ej – vi finder hver især vores vej.

Længden er egentlig underordnet bare vi flytter os, og har det godt. Om vi går, løber, sejler, triller, ruller eller halter – bare vi får det bedste ud af dette liv, der er os givet lige nu – Idag.

Carpe Diem 

Let’s fight it – together …

5 Comments
  1. Du har så evig ret. De (få) dage jeg kan gå.mere end 300 m føles.som en sejr, og jeg er både mere stolt ( og sikkert også mere træt) og glad når det lykkes mig at gå de meter alene med rollator hund. Så.op i røvenmed trælse kommentarer. Vi er flere der ved præcis hvad du.mener med hvert eneste skridt.

    Kram.

  2. Føles som en sejr – eller er en kæmpe sejr – jeg ved lige hvad du mener – det at komme ud af sengen er sgu en slags sejr hver dag – for hvor har man nogle gange bare lyst til at blive slugt af dynen – og blive i dens gab

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: