Ingen kender dagen

Ingen kender dagen

Sætningen “Ingen kender dagen før solen den går ned” er bare så vedkommende – for os alle…

Jeg lærte, at disse ord er VIRKELIGHED. Min mor døde, da jeg var 17 år. Jeg var nyforelsket, havde sommerferie, og min bedste veninde og jeg skulle på sommerferie med mine forældre – til Spanien. Den 2.juli 1988 døde min mor af en hjerneblødning. BUM. VIRKELIGHED. “Ingen kender dagen….”

Sætningen har “hjulpet” mig siden. Hver gang jeg har stået ved en “skillevej”/en stor beslutning, har jeg tænkt; “det er nu, eller det er aldrig, for ingen kender dagen…”. Det har været ved beslutninger som 1.Skal jeg være lærer? 2.Skal jeg gå i lære i Matas? 3.Skal jeg rejse til USA? 4.Skal jeg flytte til København? etc etc…

Sætningen gælder også, når jeg træffer valg, der ikke er så “store”. Eksempelvis turen til Jylland (med konfirmation), som jeg lige er kommet hjem fra. “Det er ikke smart at rejse, når dit attak stadig er aktivt”. Jeg hørte godt min læge, men jeg mærkede noget andet i maven, da han sagde det; “men hvem siger, jeg ikke kan være aktiv, selv med et attak. Jeg har jo bare brug for lidt hjælp???”…

Så jeg fik hjælp af min veninde, der er psykoterapeut (og sorgterapeut) til nogle værktøjer, som jeg kunne formidle til min familie, som jeg skulle rejse over til. Nogle af værktøjerne lød;

  1. Bed om muligheden for at afmelde på selve dagen, hvis dagen, (hvor konfirmationen skal afholdes), er rigtig dårlig.
  2. Bed om muligheden for at blive kørt hjem fra festen, hvis det bliver svært (og du får ubærlige smerter) under festen
  3. Gør det klart og tydeligt hvad du tror du kan, og gør det klart, at det er hvad du tror – og håber
  4. Forklar dine nærmeste helt eksakt, hvad dine symptomer er, for de kan ikke se det, andet end på måden hvorpå du går, fortæl dem det, vær åben

etc etc.

Jeg fik værktøjer, og jeg ringede til min søde Faffi, og sagde “far, jeg vil gerne komme til Esbjerg, men jeg har brug for det og det og det, og sådan har jeg det bla bla bla – og har I stadigvæk lyst til at se mig?”.

Det havde Faffi og Tove heldigvis. De ville gerne hjælpe mig, så vi alle tre kunne være med til festen. Det var sådan en dejlig fest. Jeg sad så godt ved de fine borde på Ho Kro, hvor festen foregik. Jeg sad ved “unge-bordet”, og intet kunne passe mig bedre. Stolene var gode at sidde på, og jeg havde min specielle pude med. Den var blevet placeret (helt diskret) af min far, tak faffi Kaj. Jeg var med hele dagen – ude på kroen. De andre havde startet festdagen i kirken. Den del sprang jeg over, for jeg sov, for at blive friskest muligt til festen i Ho. Min far kørte fra Hjerting Kirke tilbage til Kvaglund, hvor han hentede mig, og så drog vi til Ho Kro – sammen. Vi var de sidste der ankom, og vi fik sådan en varm og kærlig modtagelse.

Konfimanden er en af de sødeste unge mænd, jeg kender. Jeg har kendt ham altid. Han er Toves ældste barnebarn, og han er min fars ældste barnebarn (Christian/ Jans søn er hans ældste barnebarn på min side). For mennesker som min far og jeg vi er heldige at “låne” andres børns børn, og vi er heldige, at vi må elske dem, så højt, som var det vores egne…

Konfirmanden hedder Esben. Han havde sådan en sød “ting”, han altid gjorde, da han var lille. Når han var sådan rigtig veltilpas, efter en god grine-tur eller en lege-tur, så sukkede han højlydt, eet langt suk, og så smilede han med alle glade celler i sin krop. Jeg elskede det. Han besøgte Jan og jeg i København med Tove og Faffi, og vi har nogle af de bedste sommerminder – sammen med dem. SELVFØLGELIG ville jeg gerne med til hans konfirmation, for “ingen kender dagen”…

Tilbage til “ingen kender dagen”; jeg faldt over (!) et Famile Journal-ugeblad hos Tove og Faffi. Jeg så nogle hunde, og stoppede med at bladre. Det var en novelle om en kvinde med fire hunde, der pludselig blev boligløs, og hun troede, hun måtte af med sine hunde. Ja, jeg læste da novellen, og stortudede selvfølgelig, ha ha ha ha (kan afsløre, at den endte godt). Titlen på novellen (som I kan se på øverste billede) fik mig igang med tanker om, at vi skal tro på det bedste, og håbe på det planlagte.

Vi havde i fællesskab planlagt os igennem hele weekenden, og alt gik, som det skulle, og endda med et attak, der giver mig svære spasmer i bækken og ben, snurrende føleforstyrrelser i højre side af min krop og andre “spændende” ubehageligheder, som attaket medfører. Vi gjorde det – sammen, det hele lod sig gøre med kærlighed og forståelse.

Nu er jeg hjemme ved Fjolle og Jan igen. Jeg savner roen i Esbjerg, menneskene, men her på 2000 F er jeg hjemme, og det er her, jeg finder kræfter til at smadre de sidste rester af attakets hærgen i kroppen, så jeg atter kan kravle mod toppen…

Næste mål er @danishbeautyaward 2016 på fredag. I hører nærmere…

#ingenkenderdagen #konfirmation #sclerose #attak

image1
Ho Kro, Esben, hans gæster og hans søde lillebror Tobias

 

2 Comments
  1. Har også været til konfirmation i Jylland, så dejligt at komme hjem og læse at du fik denne fest med. Sød familie og seje dig. :O)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>