Engang var jeg en lysende dynamolygte, altid igang

skaermbillede-2016-09-14-kl-19-32-39

Engang var jeg en lysende dynamolygte, altid igang  …

Nu er jeg mere en stavlygte på flade batterier …

Jeg fik et spørgsmål fra en, der læser bloggen; HVORDAN FANDT DU UD AF, AT DU HAVDE SCLEROSE IBBE? HVILKE SYMPTOMER HAVDE DU?

Jeg svarede hende, og tænkte videre over dengang. Det kom der det her skriv ud af;

Året er 2000: Jeg blev ramt på mine øjne først. Jeg oplevede svimmelhed og pludselig enorm træthed. Det havde jeg ikke mærket i min krop før. Jeg var Fru dynamolygte, der lyste, altid var i gang – aldrig træt – aldrig mørk. Bare derudaf – arbejde- karriere – Matas- stedmor. Når jeg oplevede svimmelheden havde jeg det som Neil Armstrong – man on the moon, følte, at jeg svævede i rummet uden kontakt til andet end følesansen. Jeg kunne ikke høre – ikke se rigtigt – ikke lugte – vægtløs – svævende – vævende – alene i verden. Jeg kunne ikke mærke. Jeg kunne ikke se stregerne mellem klinkerne i den butik, jeg havde arbejdet i i otte år. Når jeg kiggede ned gennem butikken, så jeg bare et stort hvidt gulv, men der var klinker i hobetal, og de havde fine furer. Furerne kunne jeg ikke se. Jeg kunne ikke se tallene på kasseapparatet. Det hele flød ud. Jeg vidste heldigvis, hvor de var, men se dem kunne jeg ikke.

Jeg lyttede ikke til min krops flotte tegn, og der måtte et dramatisk signal fra kroppen til…

Da vi var på ferie med alle børn* (cirka fem måneder efter de første symptomer) (Mette, Christian og Josephine*) på Kreta, besvimede jeg pludselig ud af det blå. Eller ikke helt ud af det blå. Jeg oplevede pludselig, da jeg var ude med ungerne på det dybe hav (i bølgerne blå – et par timer inden jeg besvimede), for at svømme og lege, at hele min venstre side blev følelsesløs. Jeg sagde intet til børnene, men sagde til Jan, da børnene og jeg kom op af vandet pjaskvåde og godt gennemleget; “jeg kan ikke mærke hele venstre side, og det er som om, der løber myrer inde i hele venstre side under huden”. Jans svar var “lad os gå hjem, du skal bare hvile lidt og have lidt vand, du er sikkert dehydreret af al den leg med børnene”, og så gik vi hjemad…

Lige inden vi låste os ind i vores lejlighed besvimede jeg (bam, som en flitsbue, stiv som et bræt),  fortæller Jan og ungerne (jeg husker intet). Jeg ramte en stor sten, fik hjernerystelse og havde stråleopkast en time efter faldet. Jeg tog et par piller og fortsatte vores ferie med en kæmpe bule i nakken, svimmelhed, smerter i hovedet, synsforstyrrelser og den tiltagende følelsesløshed i venstre side. Ferien skulle ikke ødelægges…

Det var de første symptomer.

Næste fortælling i sagaen om den tid der ændrede mit liv for altid, vil omhandle tiden, hvor jeg forvandlede mig fra en skarpt lysende dynamolygte til en lille fesen lommelygte, der bruger kinesiske batterier, der hurtigt bliver flade…

#engangvarjegenlysendedynamolygte #nuerjegenstavlygtepåfladebatterier

Ding dong dynamolygte

10 Comments
  1. Altså, Ibbe… Du er stadig en dynamolygte – nu måske bare på en tandem eller elcykel fremfor en racercykel. Du lyser jo stadig, og viser en masse mennesker vejen: mht. kost, beautyhejs, livet med kronisk sygdom, hvordan du agerer og tager ansvar, livet som hundeejer osv. Så altså… Jeg synes i dén grad, du stadig er en dynamolygte 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>