Erkendelser

Erkendelser

For pokker hvor jeg får lyst til at råbe PIKUGLE højt…

De erkendelser er bare ikke rare. Jeg ved, at mange kender det. Erkendelser om ens formåen pga alder, sygdomme, livsstil etc.

Jeg ved godt, det ikke er unikt for MIG. Vid det.

Jeg ved også godt at en pikugle ikke er en fugl…

Fysisk

• to trappetrin ad gangen, som jeg har trænet i mange år, kan jeg ikke mere – min hoftebøjer kan ikke finde styrken – måske er min popo for tung, måske muskelsvaghed, men træls er det
• jeg taber HVER dag noget – spilder noget – også selvom jeg prøver at tænke mig om – min finmotorik er bare ikke super god mere – den er faktisk helt til hest (og det er et dyr tihi)
• min højre fod er begyndt at dreje indad og vil helst ikke op ad – hvilket besværliggør min gang en kende
• spasmerne om natten – især i højre ben – er tiltagende og bare trælse
• min gang er blevet meget langsom, jeg føler mig som en havskildpadde fanget i et net, når jeg går; jeg prøver at “svømme frem” (gå), men der er noget, der holder mig tilbage (et net – livet levet i 26 år med sclerose)…
• min balance skal vi slet ikke ind på – for den er dog en frækkert
• etc etc

Psykisk

Jeg lærte på Haslev, at jeg skulle være bedre til at “være en sløv padde” – en der trækker vejret langsommere – og en der i det hele taget tager del i livet med mere hensyn til, at jeg nu er progressiv. Det skal både jeg erkende – og det skal alle omkring mig – min nærhed – også…

Jeg fik meget tydeligt fortalt, at jo flere pauser jeg tager i løbet af en dag, jo mere overskud vil jeg få. De havde ret. Jeg mærker det så tydeligt – samtidigt med at jeg går og små-raser indeni over, at alt er langsommere…

Min morfars yndlingscitat var TING TAGER TID (af Piet Hein) – og det citat er meget relevant lige nu. Tanker til min søde morfar flyder fra hjertet – imens jeg erkender…

Min højre hånd er også blevet svagERE – og derfor kan jeg nu lægge makeup med venstre hånd. Jeg træner intensivt min højre hånd herhjemme med nye træningsmetoder – jeg har lært på Haslev. Jeg synes, at det er rocker-kedeligt, men jeg gør det hver dag*.

*hver dag er ikke reelt HVER dag, men så godt og meget som muligt…

Er accept indover?

Ja – og nej. Selvfølgelig er jeg NØDT til at finde en form for accept af tilstanden – nu. Det har været en meget lang proces – for jeg har ærligt ikke ville indse det. Indse, at sclerosens onde ånde og klamme kløer har et godt greb i mig NU.

Derfor er accepten tilstede, men ikke altid lige op i mit hoved – mere bare sådan flydende…

Sclerose er en idiot, jeg aldrig nogensinde kommer til at acceptere 100 % – men en stor del af mig er den i nu. SATANS.