Risengrød

Risengrød

Det er risengrød (smask, smask, smask),
der gør næsen rød (smask, smask, smask),
og kanel blir strøed,
det gør skorpen sprød.
Grød skal være blød og ikke tør.
Det er risengrød (smask, smask, smask),
der gør ganen blød (smask, smask, smask),
og kanel bli’r strøed,
det gør grøden sød,
men sæt ikke skeen i den før,
end risengrøden den har fået en smørklat smør

Er I risengrød-glade?

Det er jeg. Jeg elsker risengrød – mest i december – men også i november…

Helt fra jeg var en lille pige, har jeg elsket risengrød. Både min mor og mormor lavede dem helt perfekte (med sødmælk og ind i sengen/høkassen) – og der var altid KB nisseøl til. Der var også en ordentlig klat smør på – og ikke noget med “ikke tage for meget kanelsukker” – de sagde “husk at komme nok på, så det rigtigt knaser”…

Idag laver jeg min risengrød lidt anderledes – end mor og mormor. Jeg bruger stadig “høkasse”/ sengen og nisseøllen er stadig KB…

Men hør lige her,…

Havremælk

Jan lavede risengrød til og for mig i de tidligere år. NU har jeg taget den del af mit liv tilbage. Piskeriset i min hånd, gryden på komfuretog så sidder jeg på min køkkenstol i lidt over 1/2 time – og rører rundt og glæder mig til aften…

Jeg laver den næsten helt klassisk – men med 2/3 dele havremælk og 1/3 del laktosefri øko minimælk. Smørret er lurpak. Kanel er denne her, og sukker er bare øko rørsukker blandet med lidt hvidt sukker i mormors gamle sølvkanelsukker-beholder.

Det er nærmest terapeutisk at lave det. Jan spiser det ikke, men han forstår heldigvis mit tilhørsforhold og historie til risengrød – for mig. Han sørger for at handle det hele ind. Så skal jeg bare røre og spise og drikke. Ret cool.

HVER GANG jeg gør det – kommer jeg til at fælde fire tårer – en for morfar, en for mor, en for mormor og en for min far. Jeg mindes dem og kanelens sødme minder mig om en barndom fuld af kærlighed og familie.

Hvordan har I det med risengrød?

Knus fra Ibbe og god wee