Med saft og krÆft 

Jeg blev helt ærligt møg-irriteret over sms’en, da jeg modtog den i eftermiddags, og jeg tænkte: 
“jeg giver ALT hvad jeg kan – undvære. Jeg gør, hvad jeg kan. Lad mig nu i fred.”

Men så tænkte jeg på alle dem, jeg elsker og HAR ELSKET, der har kæmpet mod kræft, kæmper mod kræft eller ikke kæmper længere, fordi de er døde…

Der ér meget om cancer i tv – Kræftens Bekæmpelse har et meget powerfuldt netværk af alle der er noget ved musikken!. 

Men i stedet for at blive irriteret og frustreret over alle de henvendelser og den konstante opfordring til at støtte, sys’ jeg, hvad enten man lever med en anden alvorlig invaliderende, ikke helbredelig sygdom, skal kigge sig selv i spejlet og spørge: 
“har jeg et frit valg?
kan jeg lade være med at støtte?
‘kommer der nogen og plyndrer min sparegris og tvinger mig til at støtte Kræftens Bekæmpelse”???


Eller kan du blot lade være med at støtte og i stedet arbejde for det der giver mening for dig at arbejde for. Det, der giver mening for dig at støtte…
Om det er din haveforening, der skal have kloakering eller en burhønes frihed du gerne vil bakke op om, så har du selv friheden til at råbe højt om det der gør DIG BANGE, lort i haveforeningen eller buræg, din sygdom eller din begrænsning…

LIDT Ligesom Kræftens Bekæmpelse, der er talerør for kræftramte og deres pårørende, gør.
De kæmper deres sag. De kæmper for at få vores hjælp – vores støtte – og vi kan støtte ,eller vi kan lade være. Vi kan skifte tv-kanal – og se DR1 to og tre i hele oktober, så er vi sikre på ikke at blive ramt af “Cancer i flimmeren”…

Vi har et valg.
Vi har en stemme.

Ingen, der lever med alvorlig sygdom, ønsker at blive overset eller overhørt.

Den sygdom, som jeg lever med, SCLEROSE, er ikke pr. definition “livstruende”, men det er for mig, (og alle jeg elsker, der lever med denne sygdom – og alle vores pårørende), en forfærdelig, uforudsigelig, begrænsende, sorgfuld, frihedsberøvende og belastende følgesvend i vores liv – men VI dør med stor sandsynlighed IKKE af sclerose.  

Jeg har mistet familie til cancer. Jeg har stået ved siden af, da to jeg elskede døde af sygdommen. 

Alle alvorlige sygdomme fortjener at få deres egen indsamling. 
EN indsamling, der kunne samle lige netop dét beløb ind, der gjorde, at man knækkede koden – og fandt den manglende brik i sygdommens puslespil.

Det ønsker jeg for alle, der er ramt af alvorlig sygdom. Det ønsker jeg af hele mit hjerte.

Imens KNÆK CANCER kører på min skærm – og åbenbart også stadigvæk på min mobil, vil jeg tænke på min elskede svigermor, der lige har fået fjernet halvdelen af tungen, den ene kæbe pga kræft – og hun har kæmpet sig tilbage til livet med livsmod, lægernes hjælp, familiens kærlighed og livsduelighed. Jeg vil tænke på søde Kasper, der døde som seksårig af leukæmi. Han var en af mine kunders dejlige dreng, og jeg var med til begravelsen. Jeg glemmer aldrig den lille hvide kiste. 
Jeg vil tænke på min venindes mor, der har overlevet brystkræft – og jeg vil tænke på min elskede, seje, modige og livskraftfulde morfar, der levede ti år med stomi pga tarmkræft. Han døde, da jeg var 16 år. Jeg kan stadig huske hans klogskab, hans kærlighed og selv hans duft – og jeg kan huske hans sidste ord til mig “Du skal skrive – for det er du god til. Jeg elsker dig lille Sødte”…

Morfar – jeg skriver – og jeg orker ikke høre på alle dem der brokker sig over KNÆK CANCER I TV – jeg vil blot opfordre dem til at skifte kanal, og skrive deres frustration over manglende fokus på den sygdom, der har ramt dem, til den organisation de mener kan varetage deres interesse og derved bruge deres stemme. 

Det har jeg lige gjort…