Juleaften gik op i røg – og damp
Nå, men det var juleaften. Mor var i køkkenet. Et sted jeg ikke er så overdreven møj’ lykkelig for at være …
Jan ville have flæskesteg med hele SVINeriet. Der er så lidt, jeg kan gøre igen, for alt det han gør for mig. Så om jeg selv skulle slagte den lille øko gris – nå nej, det ku’ jeg ikke, men lave den, tilberede den. Det gør jeg gerne.
Kartoflerne kogte. Rødkålen var i gryden. Sovsen klar. De brunede kartofler blev flottere og flottere. De sku’ bare blive gode. Sværene sprøde. Sovsen fræk og semi-tyk og velsmagende. Det kørte for mig. Jan talte i telefon med Josephine. “Glædelig jul søde datter bla bla bla”. Jeg hørte musik. Åbnede ind til grisebassen i ovnen. Gaffel på svær. “Bank Bank”. Bløde. “Øh, de sku’ være sprøde nu”. What to do. Hva’ gør en klog kone? Der ikke er megacool i et køkken. Der har en “halt” hjerne. En hjerne, der kan spille hende et pus?…
“Der er noget med, at jeg plejer at bruge noget vand i bradepanden – skal der mon vand i nu?”. Jan taler i telefon. Vi skal spise kl 18. Har vi aftalt. For Jan skal møde på job kl 04.00. Kl var 17.51. Stress. Hjernekoks. “Jeg hælder lige en halv liter vand i bradepanden”…
Ja ja ja, jeg ved det godt. I D I O T. “Det bliver sværene s’gu da ikke sprøde af”. Jeg troede på det, da jeg gjorde det.
NU kommer det dumme. Det ekstra dumme. “Hold da op, sikke det ryger inde i ovnen efter jeg har hældt vand i bradepanden med to kilo steg, tror lige jeg åbner lågen og lukker lidt af det der røg ud”…
Dampen slog ind i mit hoved. Ramte mig som en fræk flamme. Ikke en gammel flamme, en ond gang damp.
Jeg lukkede lågen. Køkkenet blev fyldt med røg og damp. Røgalarmerne gik igang. Jan kom løbende ind med Josephine i røret. Han kunne ikke se mig. “Hvad sker der?”. “Øh, jeg tror, at vi skal åbne lidt vinduer, og jeg har lidt ondt i min hud i hovedet”… Jan lagde mobilen. Åbnede vinduer. Jeg skulle have middagen færdig. Så jeg knoklede videre i køkkenet. Sådan lidt i chok.
Nu kommer det virkelig helt igennem sindsyge.
“Av, der er noget der sprutter. Kan ikke se en hånd for mig. Noget sprutter og rammer mig i hovedet. Av Av Av”.
De brunede kartofler var gået amok. De kogte. En eksplosion af karamel stod ud i køkkenet. På skabe. På gulvet. På alt omkringstående. På mine kinder. Ved mine øjne. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.
Det var svært at få det af huden igen. Det brændte sig fast. De brunede kartofler skulle jo ikke være i mit ansigt.
Men men men man må tage det søde med det stegte; de brunede kartofler smagte himmelsk, Jans svær blev sprødere end nogensinde.
Laver jeg nogensinde julemad igen? Nej, jeg håber, jeg bliver inviteret til juleaften resten af mit liv hos andre – eller lokker Jan til sushi.
Status: Jeg har forbrændinger på kinder, under øjne og på min hals. Det eneste der hjælper er tiden. Jeg bruger kolde omslag. Jeg bruger cremer, der heler. Jeg bruger smertestillende. Min læge hjælper mig. Jeg er glad for, at han er ind over. Varige skader kender vi endnu ikke. Tiden læger alle sår, siger de, jeg håber, at tiden heler min hjerne, og lærer mig at omGÅS julemad med en ven ved min side. Jeg går aldrig mere alene i køkkenet med et svin, brændende karamel og damp. Jeg ligner unægteligt hende fra “Vild med Mary”, der er vild med solen. Jeg er bare ikke skoldet pga solskader, men damp fra grisen og sukkersøde kartofler (og en lorte-hjerne, der ikke fungerer under pres.)
Jeg er så flov. Så ærgelig. Så træt af at jeg kunne være så dum og ubetænksom.
Jeg gider ikke holde jul mere – uden at andre laver maden (Pernille svigerdatter vil du lave and til mig hvert år? hahaha).
Jan fik sprøde svær. Han mødte på job til tiden, kl 04.00, og efterlod en skoldet skid i sengen med kolde omslag…
Jo, det var i sandhed et ægte sukkersødt, dampende og hedt eventyr
The End.
Tine Færch skriver
Du skulle have haft Vendelboen to the rescue!!! Og jeg er jo lige i nærheden på Frederiksberg
Vi kan ikke have du ligner en flamberet figen til jul, haha. Ej, seriøst-stakkels dig! Heldigvis kender du en masse fifs til såret hud. Faktisk kunne det jo være et nyt blog-tema 
Glædelig Jul. Tine
Dorthe Bøggild Nielsen skriver
Træls søde, men godt I alligevel fik en lækker julemiddag. God bedring med dine Damp-skader. Knus fra Dorthe.
maria ørum skriver
Din stakkel, hvad man dog ikke skal stå igennem for at gøre manden glad
Håber at i trods alt fik en dejlig aften og at huden har det bedre
Knus
Pernille Thorsted skriver
Øv øv. Hvor er det træls Ibbe.
Det gør så ondt at brænde sig
Rigtig god hurtig bedring til dig.
Kram herfra <3
Marlene Høj skriver
God bedring! Det var da også uheldigt…
Lis Rye Jensen skriver
Søde IbByHeart/Heidi
Jeg kan beroligende dig med at du ikke er alene om at have brændt sig i hovedet på de brunekartoffler og dampen fra ovnen.
Jeg laver det nummer med de brune kartofler hvert år, jeg er hjemme og lave julemad, det er ikke hver gang jeg brænder mig i ansigtet men jeg brænder mig.
Det er ikke kun til jul jeg brænder mig på dampen fra ovnen, men næste hver gang jeg laver mad i ovnen.
Så klodset er jeg nemlig
Marianne skriver
Av av din stakkel. Det kunne lige så godt være sket for mig. Jeg er heller ikke god til at multitaske under tidspres.
God bedring
Kit Bjerre Duus skriver
Hvilken kærlighed til Jan.
Håber han kysser dine sår, både dem i ansigtet og dem på stoltheden. Du har intet at være flov over, du skal kun være stolt over, hvad du gjorde in the name of love and Christmas
Susanne skriver
Stakkels dig Ib – jeg kender godt til uheld i køkkenet, specielt til jul. Det er svært at lave en sprød and, varme rådkålen, lave brunede kartofler og lige lave en fantastisk sovs – alt samtidigt!
Bedre held næste år, hvis du står for julemiddagen.
Helle Rick skriver
Uheldige dig. Av!
Varmt sukker og damp skal man passe utrolig meget på med.
Rigtig god bedring.
Mette Haagensen skriver
Kære Ib – tillad mig et lille indspark m.h.t. brunede kartofler: Klog af skade laver jeg dem altid i en gryde, og sprutter de meget, får de lov på – frækkerter! Stakkels dig – jeg håber, det efterhånden går den rigtige vej, men bare tanken om brændende varm karamel på huden …. giiiiisp!
Jeg er ret “god” til at lave det samme nummer, når jeg steger kylling i gryde – den sprutter altid op i fjæset på mig, så jeg får brandvabler på halsen og i ansigtet. Vi vil det så godt – pas nu på dig (og skindet – dit altså; ikke kyllingens
) og kom godt ind i det nye år sammen med de søde hundebasser og din lækkersultne mand 
Kh
Mette
ibbyheart skriver
Mette, tusind tak for support
Simon skriver
Puha, ja. Det kan være noget af en opgave at står med sådan en omgang julemad. Specielt hvis man ikke er vat til det – hvilket de færreste jo nok er
Den der med at få damp og røg i hovedet, når man åbner ovnen, er jeg selv “ekspert” i. Jeg glemmer tit at holde hovedet væk indtil røgen er forsvundet. Og det kan altså godt gøre lidt nas
ibbyheart skriver
Ja Simon, tak for support