Kære unge mennesker 

Kære unge mennesker

Jeg ser jer. I er smukke. I skal have en krammer af mig. Jeg ser jer. I er meget smukke. I er dejlige. I er skønne – som I er. Piger (og også drenge da), hør lige her;

LÆBER

  • Det er ok, at jeres læber er fine og små. Helt ok. I behøves ikke at pumpe dem op med fillers og hva’ har vi. Kom en lipgloss eller læbestift på. I må gerne pynte jeres små læber – også jeres store. I må også lade være med at pynte dem. Læber er fra naturens side følsomme, gode at kysse med, kysse på – og de er lige gode – store som små.
  • MINE LÆBER er små, rynkede og stramme. De kan kysse Jan, min far, mine veninder og babyer – hunde og min hund. Jeg elsker mine læber – lige som de er. De skal aldrig laves om. De må gerne være runkne og små. Det er mine læber og min historie sidder i dem…

BRYSTER

  • Det er meget fint, hvis jeres bryster er små, store, hænger, strutter, er bananformede eller mellemstore. Jeres bryster er smukke, som de er. De er også meget følsomme, de er skabt til at give næring til babyer. Vores bryster er små foderanlæg, store som små. De er meget smukke. Vær glad for jeres bryster.
  • MINE BRYSTER er lange, (lige lange) – og lige store. Når de ikke er løftet op i en god bh, så kigger de ned på mine fødder – udover min mave. Selvom de ikke bliver brugt (i dette liv) til at nære et barn eller fire, så har jeg nu været utrolig glad for dem. Jeg er glad for dem. Det er mine bryster, også selvom de triller ud under mine arme, når jeg sover på ryggen.

BEN

  • Ben er gode at tage på nakken, hvis en bisværm er efter een. Ben er gode at have i næsen, og ben er gode at komme frem i livet med og på. Ben kan gå. Ben er lange lemmer, der kan være formet som træstammer eller som antilope ben. Ben kan gå. Elsk funktionaliteten i jeres ben. De får jer frem i livet, piger; – ELSK JERES BEN.
  • MINE BEN har oplevet meget. De har været sat ud af drift. De er stadig ind imellem sat ud af drift, men de er elsket – er de. Jeg kan godt lide dem. De er ikke flotte og slanke. Mine ben er lange og velformede. De mangler ikke stødpuder om jeg så må sige. Mine ben bærer mig hver dag. Jeg ærer mine ben hver dag for at bære mig. “TAK BEN” siger jeg til dem. Når mine ben er ude af drift, så sørger jeg for, at de ved, at jeg tror på, at de kommer tilbage igen. De har min opbakning, fordi de altid bærer min oppakning. Får mig frem – og ud i livet. Jeg ærer mine ben, og takker dem for at bære mig.

MAVEN

  • Maven skal finde sig i meget. Den skal tage en masse føde ind, som hjernen godt ved ikke er det bedste for maven. Den gør det fordi lystcenteret vinder. Maven kan spiles helt ud, fordi en baby skal vokse i den. Maven rummer mange følelser. Den kan hænge, være flad, være bulet, have deller, have tydelige muskler, have en dyb navle, være fuld af strækmærker (selvom man ikke har født). En mave er CENTRAL hos os alle – lige i midten af os. Den er vores center.
  • MIN MAVE fortæller mig, hvordan jeg har det. Den fortæller mig, hvordan jeg har næret mig selv. Den fortæller mig, når jeg er stresset. Den fortæller mig, når jeg er glad og opstemt. Min mave er mit pejlemærke for, hvordan jeg sådan helt ærligt har det. Min mave tager jeg meget seriøs. Nogle dage er det sværere – end andre, da han er lidt bulet og ligner fin bolledej. Men den får altid et ord indført, for jeg ved, hvor meget den betyder for hele mig. Min mave får ofte det sidste ord, fordi den alligevel altid har ret. Den kender mig, og jeg ærer den. Selvom den ikke er flad og alt det. Så ærer og elsker jeg den.

Kan I hører mig?

Kan I følge mig? Ved I hvor jeg vil hen? Jeg kunne blive ved, men stopper her.

I må naturligvis gøre, hvad I har lyst til med jeres liv og kroppe jo. Det må I da (i hvert fald, lovmæssigt – når i er over 18 år), men jeg vil bare sige til jer, at I er dejlige, som I er. I behøves ikke føle jer forkerte. I er ikke forkerte. I er helt rigtige. I er vidunderlige. I gør jeres bedste.

Kig mere indad end ud. Kig på jeres tætte relationer fremfor Instagrammere eks.vis. Spejl jer i jeres nære venner og bekendte, og ikke i perifære kendisser/influencers. ELSK JER SELV. JEG ELSKER JER – LIGE SOM I ER.

Møs fra Ibbe (filosoffen med de små flotte læber, den kære bulede vom og de lange flotte “rokoko -ben”)

Den pyntesyge filosof med den små læber, den store pæne tud og de mange rynker <3
8 Comments
  1. Så dejligt skrevet Ibbe, og jeg kunne ikke være mere enig. Der hvor jeg bor er de endnu mere fixerede på jagten på den “perfekte” krop…hvad det så end er… jeg mener, beauty is in the eye of the beholder, … og jeg har meget svært ved at komme igennem til mine meget søde veninder… en er Brazilianer, og den er da helt gal, de har en helt indgroet kirurgisk kultur…jeg bliver lidt træt… men de er jo voksne og må gøre som de vil med deres kroppe… jeg ville bare ønske at de ville være i stand til at se hvor smukke de er. … ,Lige som dig, du er meget smuk. ❤😍😘🐕🌸🌼🌺🌻

  2. Sikke et fint indlæg!
    Jeg har efter mange år accepteret mine små læber og små bryster. Jeg er glad for nu, at jeg ikke fik gjort nogle af tingene større!
    Yoga har virkelig hjulpet mig til at finde en indre ro og gør min krop stærk indvendig – for så er den smukkest udvendig.

    God dag 🙂

  3. Jeg har slidgigt i knæene og det hæmmer mig i at gøre mange af de ting som jeg gerne vil f.eks danse, gå lange ture. Jeg har en klog kollega som siger lige som dig, at jeg skal ære mine knæ. Altså tale pænt til dem,det vil jeg prøve at efterleve. 😉
    Du har så ret med hensyn til at især de unge skal lære at elske deres udseende, de er så smukke 😍

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>