Misundelse – har du ondt i røven?

Misundelse – har du ondt i røven?

Må der være misundelse mellem venner? Har du prøvet at have ondt i røven? Jeg har ikke prøvet det overfor venner, men jeg har da haft ondt i røven, hvis et “ikke-rart-menneske” har vundet 171 millioner i lotto, så niver det i mine bitre nyrer, indrømmet…

Sprængfarligt emne at begive sig ind på, men hey – min blog – mine ord – min erfaring <3 …
Jeg lærte af min mor, at “skadefryd bider altid dig selv i røven” (sådan sagde hun). Hån og hovmod er ok, når man spiller spil, men ikke generelt i livet. Det er unødvendigt. Det skaber uro, dårlig energi og ond ånde…
Misundelse er dog helt naturligt. En naturlig følelse. Jeg hader bare at blive ramt af den, at mærke andres misundelse. Det tager luften fra mig (hey ved I jeg lever med sclerose?!!!). Min kloge veninde, der arbejder med andres sind (psykoterapeut) siger, at misundelse sidder i reptilhjernen, og at ikke alle kan gøre for, at de bærer den følelse forrest i deres personlighed…

Kender I typerne? Det gør jeg…

Misundelse – hm, jeg kan bedst håndterer dem, der siger det; “ej, jeg er sgu misundelig over, at du har tabt dig”. Den form for misundelse er egentlig ok. Jeg ville bare ønske, at de døbte det POSUNDELIG (mit eget ord for positiv misundelig; altså at man under den anden succes, vægttab og gode ting). Den skjulte misundelse, som er den, der ulmer i overfladen og kommer ud som sarkasme eller stikpiller, dén er jeg ikke fan af. Jeg vil faktisk vove den påstand, at jeg trækker mig fra venskaber og familiebånd, hvor jeg mærker det. Jeg kan ikke holde den der klæbende og “gid du må falde i og fejle-ånd” ud. Jeg blir sgu syg af det!…

Nemesis og hybris** glemmer jeg aldrig lektien af.

I oldtidskundskabstimerne sad jeg med ørerne rettet godt op med Gretha (vores lærer). Jeg forstod det. Jeg er selv blevet ramt af dem da. Jeg er jo bare menneske…
Jeg lever med en mand på 26.år (husk se punktummet haha 26.). Min Jan the man elsker at håne og gør det med fuldt overlæg. Han kan ikke lade være. Det skaber en del ubalancer hjemme hos os. Han kan eksvis sige ” Gid Xx (en eller anden) må smage sin egen medicin og blive skadet”. Det kan være en fodboldspiller, der har lavet en grim tackling på en modspiller, og skadet ham/hende. Det er bare ord, ( han er et dejligt, godt og rart menneske, I know – trust me), men alt i mig skriger, når han ytrer det. Jeg reagerer på det både fysisk og psykisk. Jeg får spyt i munden, og jeg bliver til en østers. Nogle gange kan den østers godt tale “skatte, hold nu op, det mener du ik’?” eller den sure østers kan ud af en stram mund hvisle “du er dum, man skal da aldrig ønske nogle andre skade, grrr”. Jo ældre (og måske klogere?) jeg bliver, jo mindre gider jeg hører på det. Altså det med mennesker, der ønsker andre ilde. Jeg vil ikke ha’ det.

Hader du så hele Kina?

Nej naturligvis ikke, og jeg siger det ikke højt mere, men engang sagde jeg det…
Altså jeg afskyr da terror, og nåh ja Kina, for deres dyreNONvelfærd, men jeg øver mig i, ikke at gå og sende gylle ud af min mund. Jeg fylder hjernetanken op med mindst mulig form for vrede, afsky, had, misundelse, nid, etc. 

Hvis jeg ser nogen, der har tabt sig, og jeg kan se det, og jeg ved, at de ikke er syge (altså har tabt sig pga sygdom), så er jeg så god til at sige det til vedkommende. Jeg elsker at gøre andre mennesker glade med gode komplimenter af hjertet. Det er sådan, jeg er. Mit dna er sådan – lidt Ole H-agtig faktisk – bare lidt…
Hvad gør I, hva’? Bruger I energi på at fylde hjernetanken (og hjertebanken) op med gode følelser af kærlighed, omsorg, venlighed, nærhed, næstekærlighed, komplimenter, humor, drillerier der kører på den enkeltes styrker fremfor dets fejl og mangler…??

Hvad gør I?

Mht ham min lækre mand I ved, Jan the man, så ønsker jeg altså ikke at ændre ham.(trods alt også lidt sent at prøve efter 26 år sammen – og snart kobberbryllup). Derfor må jeg da gerne frabede mig de sure opstød, bitre, hånlige og negative kommentarer.

Han har fået en kvote* til dagligt at være “ondi i mundi”, og er den opbrugt, så leger jeg simpelthen bare, at jeg er tunghør. “Tra la la jeg kigger på fugle – tra la la”…
Det er den en måde, jeg som total kærlighedsbombe-hippie-be-good, kan overleve i et forhold, som det vi har, hvor vi er så forskellige. Jeg tror bestemt også, at Jan har en kvote for mig, hvor han lukker af for min “lydboks” efter 10. historie på en dag om en sød hund, jeg mødte, og en sød gerning jeg så nogen gøre for en gammel dame, eller en rar e-mail fra en der læser bloggen, en smuk regnbue eller sky eller hvor glade mine ben er dén dag, da de har gået 2987 skridt bla bla.
Jo ældre jeg bliver jo mere generer brok, bøvl og bitterhed mig. Jeg kan godt leve med det, er selv en sur ribs engang imellem, men jeg vil ikke have det ind i mine celler. Punktum. Det er en af grundene til, at jeg ikke får notifikationer fra Facebook fra særligt mange (max 10 hjertevenner). Jeg gider ikke se andres brok, bøvl eller bitterhed.
Så er det sagt

VIGTIG VIDEN: Jan har godkendt dette skriv. Han ved jo, hvem vi er, og at vi er – på godt og ondt begge to, gode for hinanden. Yin og Yang.

*kvoten er usynlig – Jan ved ikke, at den eksisterer, men det gør jeg!

**hybris og nemesis, et centralt begrebspar i græsk mytologi og tragedie. Mennesket overskrider gang på gang i overmod (hybris) den guddommelige orden og retfærdighed (dike) og møder derfor gudernes straf eller hævn (nemesis eller Nemesis, idet hun ofte er opfattet som en gudinde, datter af Nyx, Natten). Det kan virke, som om guderne af og til er misundelige på menneskene og derfor vil holde dem i tømme. Begreberne er også indgået i det danske sprog: begå hybris, møde nemesis.