Westlife WT 25
Man kan ikke se de 25 års kampe.
Man kan se glæden over at være der – i alle vores fotos fra aftenen.
Westlife – 25 år senere. Fra kørestol til highfives.
I april 2001 var jeg til Westlife-koncert i Forum med min veninde Xenia. Jeg sad i kørestol. Året før havde jeg fået diagnosen sclerose og beskeden på Rigshospitalet, at jeg skulle være kørestolsbruger resten af livet. Sådan sagde man dengang. Xenia , der begyndte som min frisør i 1993 og hurtigt blev min veninde, var med. 25 år senere skulle vi opleve Westlife sammen igen. Denne gang i Royal Arena. Og denne gang gik jeg selv op og ned ad trapperne. Med hjælp, ja. Men jeg gjorde det fandeme. Og jeg var stolt.
Min hundewingwoman Katrine havde sørget for billetterne og tænkt over, hvor jeg kunne sidde uden at føle mig handicappet. Vi sad PERFEKT. Ingen kunne rejse sig foran mig, og vi var tæt på scenen. Da drengene kom rundt blandt publikum, fik jeg highfives af to af dem. Katrine fik tre. Og Xenia filmede det hele. Hvor sød kan man være? Vi sang (skrålede) med på næsten alt. Grinede. Græd. A trip down memory lane. Jeg var ægte lykkelig.
Far var på en måde også med

Xenia og jeg
19.11.2026
Under koncerten…
.. kom You Raise Me Up. Den sang havde jeg spillet for min far på sygehuset, da han lå for døden sidste år. Og der knækkede jeg fuldstændig. Sorgen væltede ind over mig. Xenia holdt om mig og græd med mig. Katrine lagde en hånd på min skulder. Jeg var helt grædefærdig! – so to speak… Men midt i det hele var det også ubeskriveligt smukt. At kunne være i både sorgen og glæden. Sammen med mennesker, der kender mig og holder af mig. OG sceneshowet under sangen var magisk og så rørende…
Koncerten får seks stjerner for scenografi, nærvær og ren magi. Sangstemmerne? Tre-fire stjerner. Harmonierne sad ikke altid lige i skabet. Men ved I hvad? Det var fuldstændig ligegyldigt. De elskede tydeligvis at være sammen med os i Royal Arena. Dagen efter var min krop smadret. Min hjerne og sjæl var lykkelige. Så jeg strikkede på sofaen og tog to små scooterture med Bønne. Og tænkte på, hvor meget livet kan rumme.
Jeg strikkede videre lørdag og idag søndag – er jeg ved at være mig selv igen. Kroppen er ikke bare “dødvægt”, den kan faktisk gå lidt idag, uden at jeg er svimmel og vælter rundt. Ah, I am back- <3
** 25 år. Samme veninde. Samme musik. Et helt andet liv. Nye venner. Hunde – magisk. **
❤️
Ekstra / encore
Og så var der lige endnu en lille gave den aften. Midt i alle tonerne, minderne og begejstringen dukkede nogle af mine gamle gymnasieveninder fra Esbjerg op. Vi fandt hinanden i menneskemylderet, fik krammet og sagt hej. Hvor er det egentlig fantastisk, at man kan mødes igen på den måde.
Der var også andre gamle venner fra Esbjerg, som var lige så vilde med Westlife som os. Og det sjove er, at vi også var der sammen, da Westlife spillede i Forum i 2001. Its a wonderful world.
25 år senere. Samme begejstring. Samme musik. Og nogle af de samme mennesker.
Det er sgu da lidt smukt, når musikken ikke bare vækker minder, men også samler mennesker igen. ❤️
Tillæg 2 – Driving Miss Daisy ❤️
Og så er der jo lige én, jeg næsten havde glemt at hylde. Min egen Jan the Man.
For mens vi stod og sang, skrålede og nød hvert eneste øjeblik med Westlife, var det Jan, der sørgede for, at vi både kom godt afsted og godt hjem igen.
Han var simpelthen vores helt egen Driving Miss Daisy. Han kørte os til koncerten og hentede os igen, da den var slut.
Og ved I hvad? Det betød faktisk rigtig meget. For den slags omsorg er ikke en selvfølge. Det er kærlighed i praksis. Uden store armbevægelser. Bare et menneske, der gør noget godt for et andet menneske. Jan the man havde også Bønne med på turene i bilen, og Bønnen nød da lige Mor Anette, Katrine og jeg på vores bagsæde som brødet i en hotdog, og ham på langs henover os alle sammen haha – pølsehunden Bønne.
Min mand. Min chauffør. Min Jan.
Praise the Lord for Jan the Man. ❤️
Og tak, skat. For at gøre en dejlig aften endnu dejligere. Også selvom du ikke selv stod og skrålede med på Flying Without Wings.


Skriv et svar