… for de tre piger, der døde så ufatteligt, ubærligt og unådigt tragisk i “hø-balle-ulykken”, som Pressen har døbt tragedien.
Det gør jeg også.
Tænder lys.
Og græder.
Jeg har grædt idag.
Over det.
Ligesom jeg græder, når jeg læser om “Tobias-sagen”.
Når jeg hører om uretfærdigheder begået mod forsvarsløse, børn og dyr.
Alle uretfærdigheder.
Alle uhyrligheder.
Tragedier.
Sorg.
Vi kan snakke om dét, der er sket, de tre søde pigers alt for tidlige farvel til livet – vi kan sende hjertevarme til familien med blomster, tanker og gode gerninger – men vi kan ikke bringe deres små piger tilbage.
…Alle tænder lys,
men de tre små lys, der skulle brænde, i sommerferien hos deres familie, er slukket.
Ubærligt.
Ubegribeligt.
VI har tændt tre lys.
Vi græder idag – for de tre piger.
Vi græder.
Unådigt.
Kære forældre til de tre små piger – kære bror – jeg ønsker Jer LIVSDUELIGHED.
Bitte små skridt fremad – stille.
Jeg ønsker jer livsduelighed.
Livsmod.
Men jeg ved ikke, hvordan man finder det.
Jeg ved det ikke.
Vi græder.
Jeg håber lysene (alle, der har hørt jeres historie), tænder for jer, jeres søn og tre små piger, vil vise jer en vej hen imod livsduelighed.
Hen imod lys – engang igen.
Lys skal der til.
I en verden der kan være mørkere end mørk.
Ondere end ond.
Lys.
Hen imod lys.
Igen.
Engang.
Gråd.
Modløshed.
Tanker.
Kram.
Sorg.
Skriv et svar