Nå, men så ville jeg lige gå en lille tur med Blop – her i eftermiddag.
Alt i min krop skreg, “Ta’ lige scooteren Ankersen, dine celler er lidt rustne idag”
Men ville jeg høre? NOPE.
Ud i verden gik vi – Blop på sine fire og jeg på mine to…
Ovre ved Lindevangs Kirken strejkede mine to stænger pludseligt.
De gjorde ligesom dengang, hvor jeg ikke kunne bruge dem – der var ingen kontakt fra hjernestammen og ned til benenes muskler.
Heldigvis var der en væg – oven i købet en kirkevæg. Den forsøgte jeg at vælte, HM! jeg slog mig kun lidt – AMEN…
Blop kiggede ned på mig med ord i øjnene:
“Rejs dig op igen Mutti. Desværre har du jo ikke lært mig at hente scooteren, men jeg ville gerne”…
Imens jeg stod! (jeg var kommet op igen hurra) der og overvejede mine options
1: krabbe mig hjem
2: ringe til en ven/Jan
3: ride på Blop
… kom en af de rareste og hjerteligste mennesker i mit hood gående forbi med sin smukke datter.
Jeg tror, at de ku’ se, at jeg ikke helt var mig selv…
Det tog lidt overtalelses tid for Jan (hedder den dejlige mand – åbenbart hedder de gode mænd Jan), at få “lov” til at hjælpe mig – hjem.
Jeg blev fulgt hele vejen hjem af Jan – med en arm at holde ved og masser af søde og styrkende ord.
Home safe and dizzy sidder jeg nu i sofaen og husker, at jeg lever med en sygdom, der viser grimme, sylespidser tænder, hvis jeg IKKE lytter efter kroppens signaler…
Jeg har glemt at lytte.
Jeg har glemt at mærke.
Jeg trækker lige stikket et par dage.
Lukker ned. Lukker af.
Jeg laver absolut ingen planer – ingen aftaler og vil bare ligge i ske med Jan.
Jeg har dog lavet en date allerede imorgen tidlig –
en date med min scooter og mine hunde.
Min scooter, mine hunde og jeg er nemlig gode for hinanden.
Når nedsmeltning i hjernen truer – og jeg har brug for ben på hjul, der lader mig komme ud i livet – så mærker jeg en blanding af taknemmelighed OG VREDE.
Taknemmelighed over at bo i et land, hvor scooteren er et hjælpemiddel, jeg får stillet til rådighed.
Vrede, fordi jeg er så PISSE HAMRENDE RØV ÆRGELIG over, at denne sygdom har taget bo i mig.
Hmmm, ja – lige i dag vil jeg bare have lov til at være vred – vred og ærgelig…
Og ingen – og jeg mener INGEN, skal skrive eller sige til mig, at det da ikke ligner mig at skrive sådan noget eller tænke sådan noget – for så kender de mig ikke.
Der er dage, hvor begrænsningerne ikke kan pakkes ind i pastelfarver og vendes til “JAMEN MAN SKAL ALTID SE BEGRÆNSNINGER SOM MULIGHEDER” – ik’ lige idag.
Idag kan jeg dog stadig hører NLP-folket råbe læresætningen
“Det er mig, der styrer mit sind og dermed mine resultater” – men der er skruet en kende ned for volumeknappen…
Nu går jeg ind til manden – og vil sove i ske.
Det kan ske – at vi sover i ske lige til vi vågner imorgen – hvor benene atter er i hopla…
Dreams do come true.
I AM POSSIBLE
Tine Bylov skriver
Kram <3
Cirkusdirektøren skriver
Jeg kommer og ligger i ske med dig, når Jan tar’ på arbejde!! Mens du hepper vælter jeg kirken, men vi sammen råber “Vi forsager sclerosen og alle dens gerninger og alt dens væsen. Giv dig tid søde Ibbe – tid til at lytte og tid til at mærke. Du er i mit hjerte – og det er fandeme varmt og stort
Nils Freitag skriver
Heidi….hvor jeg dog kender det. Det ved du. Derfor denne hilsen fra en ven, som forstår alle de tanker, man får i sit ellers positive hoved, når den slags sker. Jeg ved så også, at du nok skal komme igen … allerede lige om lidt (i morgen). For det er jo det vi gør …
KH
Suselus med cyberknus skriver
Aller sødeste Ib. Man skal ikke lytte hver gang. For så tror jeg, man kommer til at begrænse sig selv uden at lægge mærke til det. Når man ind i mellem kommer til at overskride sine egne grænser, må man gøre som du; reflektere og slikke sårene og blive kysset og favnet. Og derefter rejse sig og dumme sig igen på et andet tidspunkt. Det er okay. Og du må gerne være vred. Det er da totalt skod overhovedet at skulle regne på hvor langt ressourcerne mon rækker. Kæmpe kys og mange tanker til dig <3