EN KLODS OM BENET

Det handler om klodser
Det handler om at være den udvalgte
Den alle ser op til og følger
Emmet er den udvalgte

LEGOFILMEN

Emnet i dag, 
herinde, er om det at fortrænge følelsen af at være en klods om benet
Og bare være

…
For at jeg kan tage børn, jeg elsker, med i biografen, skal de afleveres foran biografen og hentes der igen. I gamle dage, inden sclerosen, kunne jeg nuppe en hel børnehaveklasse på tur, stå på bussen og synge sjove sange, imens vi var på vej. Idag,- GLEM DET. 
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke dét mere. Jeg kan stadig noget, men ikke det, jeg engang kunne.

Jeg kan ikke køre bil
Jeg er en dårlig billist
Jeg kan ikke koncentrere mig
Jeg har min scooter

Hvis jeg ikke havde verdens dejligste veninder i Kit og i Dorte, de to veninder, hvis børn jeg er tættest på, så var jeg ikke elsket så højt af deres fire unger. De har begge givet mig mulighed for at jeg kan være den skøre gudmor og den sjove moster.

Der er perioder i livet, hvor jeg ikke ser mine gudbørn i månedsvis. Det gælder såvel Simon (Dorte’s ældste) og Niels (Kit’s ældste). Alligevel er ungerne altid trygge, i hopla og tillidsfulde når vi endelig ses, FORDI deres mødre taler om mig, fortæller om mig, når sclerosen lukker mig ude fra livet i lange perioder, hvor jeg intet overskud har. Perioder, hvor sclerosen har fat, og jeg ikke kan overskue andet end den hverdag jeg er i med Jan, hundene og træning. Kit og Dorte sørger for, at jeg bliver holdt i live. 

Det er en stor gave i livet. At de holder mig levende og “spændende”, selvom sclerosen slukker min kontakt til omverdenen.

Et eksempel:

Jeg havde i et halvt år lovet Niels en tur i biografen. 

Det blev muligt igår. 
Udelukkende fordi Niels’ forældre kørte Niels til biografen for mig. Berend afleverede Niels kl 10 – og Kit hentede ham igen kl halv et. BUM. Det er den eneste mulighed, jeg har for at kunne være Gudmor. Jeg tog scooteren hen til Falkoner Bio. Vaklede ind i god tid (havde frække, stive morgenben) og købte billeterne. Satte mig ud på scooteren igen (mediterede lidt) – og ventede. Var klar og opladet da Berend afleverede den skønne skat. 
Vi købte slik og Fanta (vand til Gudmoren) og satte os og sludrede lidt. Jeg købte en bog til ham. Han blev så glad og gav mig et knus (ganske uopfordret). 

Filmen får fem *****stjerner (ud af seks). Se den. Jeg grinede højlydt flere gange.

Det magiske moment, den slags der giver mig lyst til at kæmpe videre for det gode liv med sclerose, skete, da Niels midt i filmen, hvor det var lidt uhyggeligt, blidt hvisker mig i øret “Gudmor, skal vi holde i hånd, og må jeg sidde hos dig?”. Da fløj der sommerfugle med guldglimmer rundt i mit hjerte. Det var den eneste gang jeg græd under hele filmen…

BONUSINFO:
Jeg elsker Falkoner Bio. 
Både fordi beliggenheden er ideel, og fordi personalet er på dupperne. Jeg fandt ud af de havde et handicaptoilet, hvor trapper ikke skulle forceres (som i Dagmar Bio grr!). Det fandt jeg ud af, da en af de ansatte, der så mig stavre hen til trapperne, kom hen og sagde “Ved du vi har et Handicap toilet lige herhenne, hvor du ikke skal bruge trapper? – jeg så dig komme i morges på den seje scooter, det er derfor jeg ved du har et eller andet handicap”. 

Jeg svarede “Søde, unge pige – må jeg give dig et knus?”

Vi krammede, jeg tissede og gik tilbage i salen til Niels der sad med hovedet dybt koncentreret i den nye LEGO bog.

Det kan godt være, jeg nogle gange føler, min sygdom er en klods om benet for mig og mine nærmeste. Men lige igår var de eneste klodser i mit Univers levende og talte i en film om Emmet, der følte sig som en helt ordinær “klods”, men faktisk viste sig at være ganske betydelig for mange andre i Universet…