Lindevangs Kirken idag Jeg er velsignet af et fantastisk, trygt og sikkert netværk.
Mine veninder vil gerne lytte og støtte. De er mine sjælesørgere numero uno. Det er dem, jeg hidkalder eller kalder op, når jeg er langt nede og ude. Jeg har brug for dem, når livet gør så ondt, at jeg ikke kan bære smerten alene.
Min mand giver mig kram og tager sig af det huslige og hundene. Min far er der også for mig – mest åndeligt og over Skype!..
Jeg be’r til Gud også. Jeg har blot aldrig opsøgt ham/hende i en kirke. Gud er der mest åndeligt, men ikke over Skype…
I onsdags mødte jeg min ven Åge på gaden. Han satte et tankemylder igang i mit hoved, for hvorfor bruger jeg egentlig ikke muligheden for at få en snak og en ikke-personlig-involveret-i-mit-liv-mening om en tilstand i mit liv, der gør mig ked og opgivende, ved at trække i snoren i den kirke, jeg bor dør om dør med? Hvorfor spørger jeg ikke min præst i mit sogn, om hun vil lytte til mig – og hører min bøn og hører om min angst for fremtiden med en lortesygdom som sklerose indover?
Jeg kunne tænke mig at gøre det en dag.,
Men hvordan?
Går man blot hen til kirken og trækker i snoren/ringer på?
Eller?
Tager du nogle gange et alvorsord med Gud?
Gør du det derhjemmefra i ånden, eller går du hen til din kirke, i dit sogn, og holder præsten i hånden imens du deler din smerte, din sorg?
Jeg vil gerne hører om din erfaring med Gud, og dét at trække i snoren.
Susan Østerdal Nielsen skriver
Jeg må indrømme at jeg aldrig bruger en præst… Mest fordi jeg ikke er kristen… Jeg bruger i stedet naturen… Jeg går mig en lang tur (eller bare står udenfor) og så lader jeg mine tanker vandrer og siger en gang imellem tingene højt hvis der er brug for det… Hvis det er en gåtur jeg er ude på finder jeg et sted hvor jeg kan sidde helt alene og så nyder jeg naturen omkring mig mens jeg tænker tingene igennem… Jeg har også mange ting der gør ondt lige pt og det hjælper at få luftet det til nogen/noget som ikke nødvendigvis svarer igen… Men jeg ved at en præst er lige så god til alt det der med ting der gør ondt og hvis du har brug for bare at få det ud så sidder han/hun også bare og lytter… 🙂 Så prøv nogle ting af og se hvad der virker for dig… 🙂 Det tog mig lang tid at finde ud af at naturen er den bedste til at læsse af på for mig… Men ellers bruger jeg også meget mine venner, familie (mest min mor) og min kæreste… Men ingen er så god en lytter som Moder Natur… 🙂
Bodil skriver
Tak for din åbenhed og talent for at dele. Jeg bruger mest kirkerummet og gudstjenester til at opnå den kontakt til hende/ham over os. Hvis jeg har set præsten og hun ser rar ud, ville jeg helt sikkert tale med hende/ham. Se på deres hjemmeside, der står træffetider, og måske et billede. Kirkerummet er næsten lige så beroligende for mig, som hunde 🙂
Ib skriver
Hvor er det smukt? Ja vi skal huske moder jord og at bruge hende når kroppen vil med ud i skov og til hav tak Susan 💗
Ib skriver
Tak Bodil, Armbåndet har også været min ven, men den svarer ikke og reflekterer ikke – det gør du til gengæld. TAK for dig og din kærlighed – tak. Jeg går lige ind og kigger på hjemmesiden senere…
Kram og tak kære Gud for Bodil i mit liv
Ib