Idag bliver jeg 17 år – det startede med en besvimelse

Idag bliver jeg 17 år – det startede med en besvimelse

Idag er det 17 år siden sclerosen kom ind i vores liv. Vildt ik? Og jeg var 17 da mor døde. Sytten…

Idag kunne jeg vælge at græde snot – sådan gult og vådt. Jeg vælger at fejre og juble – over – at sclerosen trods alt ikke har ædt mig – helt op – den satans sygdom 🍓❤️🌺

Idag fylder jeg 17 år…

Da jeg fik mit første store attak, skete det på en ferie på Kreta sammen med Jan og alle ungerne (Christian, Josephine og Mette – se foto). Jeg var faktisk tæt på at dø på Kreta dengang – den 9.juli i 2000. Lægen der tilså mig efter ulykken dernede sagde “you are the luckiest woman I have ever meet. Half a millimeter to the wrong side and you would have died”.

Han hentydede til min besvimelse, til mit fald,  da jeg slog mit hoved kraftigt, og havde stråleopkast et kvarter – udover Jan og væggen på hotellet. Jeg fik selvfølgelig den værste hjernerystelse, og da jeg vågnede op efter at være “besvimet” skældte jeg lægen og Jan ud for at have vækket mig, for jeg havde det så dejligt, hvor jeg var (dét sted jeg var, vil jeg fortælle om en anden dag – måske i en anden tid – men jeg var ved LYSET – og jeg var glad).

Efterfølgende har jeg lært, at jeg havde en nærdødsoplevelse, og derfor fejrer jeg hvert år min fødselsdag idag. TAK UNIVERS.

Stille fejring

Jeg har aldrig holdt en fest – for denne begivenhed. Jeg har bare fejret mig selv, sådan set. Jeg har delt det med tætte venner, og igennem årerne er der blevet spist en del kager og drukket bobler på dagen. Jeg har også fejret min fødselsdag med naboens drenge et år, hvor vi spiste Sun Lolly’er og talte om, at de to faktisk var ældre end mig (da blev jeg vidst 10 år – og de var 11 haha).

Idag har jeg kysset med Jan. Vi har været i træningscenteret, for første gang i tre uger (cirka), og det var dejligt, at være tilbage i sadlen (godt nok stadig med benet tapet godt op – endnu).

Så spurtge jeg en veninde om hun ville med på tur ud i livet – bare spontan hygge. Hun var frisk. Vi mødtes ved hendes lejlighed, og så cyklede hun, og jeg tog scooteren og Fjolle. Hen til Smallegade med os. Vi fandt Bon Bon caféen, og købte is. Vi drønede i Frb. Have. Fandt en plads i solen og slængede os på mit tæppe. Spiste is, grinede og snakkede. Fjolle chillede med os. Jeg fik den fineste gave. En bog med den inderligste personlige hilsen indeni med et tillykke med min 17 års fødselsdag. Jeg blev så rørt og glad.

På vejen hjem mødtes vi med Rikke og hendes Mie (steddatter 12 år) – og vi tog alle hjem på terrassen og var bare sammen i solen.

Jan havde lækker tunsalat klar her kl 18, og så spiste ham og jeg aftensmad, da de andre var smuttet hjem.

Nu skal jeg på gåtur med Fjolle og have en søndagsstund alene med ham, hvor jeg bare vil gå og græde glad – over hvor heldig jeg er – og har været…

GENfødselsdag

Det er jo ikke en fødselsdag, I know. Jeg vil fanme heller ikke fejre, at jeg fik sclerose. HELL NO. Jeg vælger at fejre dagen idag, fordi jeg fik en second chance til at være i livet. Derfor er det jo egentlig en gen-fødselsdag idag. Jeg kunne aldrig drømme om at fejre, at jeg den 9.juli fik sclerose. Jeg fejrer heller ALDRIG den 15.december 2000, hvor jeg fik selve diagnosen. ALDRIG.

Jeg fejrer den 9.juli – og idag, fordi jeg kom tilbage, og fik muligheden for at være en “genfødt” Heidi Ankersen. Dog spurgte jeg min elskede Kit igår “er jeg stadig den samme, som da du mødte mig, da jeg var 17 år?”, og hun svarede “stort set Ankersen, du var glad og sådan en type der sucked the marrow out of life – og det er du stadig”… TAK KIT…

Blomster og fedtet hår

Mit hår dufter ikke af roser idag. Det gør jeg heller ikke under armene. Men jeg er her, jeg lever, og jeg er taknemmelig – noget så taknemmelig.

På turen til Frb.Have havde jeg bare mit træningstøj (fra morgentræningen i centret)på. Det var lidt varmt, men hey vi var ude i livet. Det var ok. Mit hår var så fedtet, at det kløede.  Jeg havde flot læbestift på. Det tæller også jo.

Imens jeg har skrevet denne blogpost har jeg kigget på en smuk buket roser, som jeg fik af min far og Toves gode venner Inge og Birger, der lige var i Kbh, og kiggede forbi. Så hyggeligt. Jeg elsker at se dem, og det får mig også til at huske, da jeg var 17 år, for Inge og Birger var også min mors gode venner. De holdt ved min far  – og ved Tove, da min mor døde. Det er ægte venskab, og det vil jeg gerne huske på.

TAK

Tak er dét ord, jeg hører hele dagen – og tak er det ord, jeg føler hele dagen. Hver evig eneste gang jeg får lov til at leve den 9.juli. TAK. For tak er virkelig kun et fattigt ord, når det drejer sig om livet. Det blev mig (GEN)givet den dag i 2000, og jeg er for evigt taknemmelig for min anden chance.

KNUS fra Fjolle og jeg, der er på vej ud af døren. Jan har kysset mig meget idag, krammet mig – og han har sagt, at jeg får en gave af ham imorgen, som jeg har ønsket mig i lang tid. Jeg tror, at det er en parfume, han køber ude i lufthavnen til mig. Hvis det er det, så bliver jeg så lykkelig…

Ha’ en vidunderlig aften and treasure the life you have and the life you live.

Ibbe