Jeg har lort på mine hænder

Jeg har lort på mine hænder

Vent lige, de er vaskede nu. Jeg havde lort på mine hænder, under mine negle og på mine nye luffer. Ej, men for pokker, hvor jeg hader det.

Alle hundemennesker kender det. Lort, der sniger sig ind på os, når vi mindst venter det. Hundelort i lufferne, oh my …

Lort

Der er ikke et andet ord for den hændelse, der lige er overgået mig. I fuldt vinterudstyr (skibukser, hundejakke, varme støvler, luffer og uldhalstørklæde) går jeg afsted med Fjolle på eftermidddagstur. Min krop er særdelse træt, så jeg går a bit slow. Fjolle forstår – og lunter bare med mig, søde hund. Vi går i Parken. Jeg vil slippe ham, men venter lige til nogle af hans hundevenner kommer, og så vil jeg lade ham løbe frit. Han får sig vredet fri (i begejstring over et gensyn med Ebba- sød tæve, gul labrador), og han pisker afsted med snoren på – tværs over Parken. Sød som han er får han “dårlig samvittighed”, og kommer hurtigt tilbge – på plads hos mig for at få snoren af. Snoren ryger af, og han løber og leger. Jeg går og griner og hygger, nyder hundenes umiddelbarhed og leg – og vikler snoren rundt om mig…

Lort til halsen

Pludselig kommer en af charmebøfferne (han hedder Leo hen til mig). Han plejer at ville nusse og lige få en godbid, men han kigger op på mig, og på en måde rynker han faktisk på næsen. Jeg tænder mit apparat (lugtesansen), og tænker “vammel lugt, hvem har trådt i en høm høm?”. Det havde ingen. Fjolles hundesnor havde samlet en lort op, og den sad nu på mig – på min jakke – ved min nakke – på mine skibukser – ved og i mine lommer og indeni og udenpå mine nye luffer. “Fjolle, kom.”

Hjem i en fart

Jeg sagde intet til de andre to-benede i Parken. Luntede bare hjem. Med halen mellem benene, med de koldeste hænder og med den klammeste lugt omkring mig. Fjolle kiggede op på mig, uforstående “hvorfor skynder vi os mor?”. “Fjolle, mor lugter”…

Vi kom hjem, og mine istapper af fingre kastede sig ind under en varm vandstråle. Så skrubbede jeg jakke, bukser og mine nye uld-luffer (ja dem på billedet – som jeg lige har fået i fødselsdagsgave). Alt fik Rodalon og dét der kunne blive vasket, er i maskinen nu – og lufferne er lagt i blød, for de kan kun håndvaskes…

Jammeligt

Hundesnoren ligger i blød i klorin…

Nå, men jeg er jo et hundemenneske, og så må jeg hellere stå ved, at livet med hund ikke altid er lagkage – det er også lort…

PS: Jeg havde fået en POO spray af Mette, og den har jeg godt nok været glad for på toilettet, men den har også være formidabel i dag. Den har været brugt flittigt siden vi kom hjem – på mine hænder og efter vask af alt tøjet – GENIALT. Den åd godt nok al min neglelak, men den er jo heller ikke skabt til at camouflere hundelort (hahaha)…

8 Comments
  1. Åh, kære Heidi. Selvom jeg kun kan forstille mig, hvor ubehageligt det var for dig at opdage, så skriver du om din oplevelse, så både min søde mand og jeg næsten græder af grin.. Undskyld, men tak.. Vi har også prøvet at have hundelort på hænderne 🙁 🙁

  2. Jeg er ikke et hundemenneske (men jeg respekterer at andre er det) – du har netop ganske levende beskrevet en af grundene til at jeg har det lidt stramt med hunde, point til dig for trods alt at tage det med et smil (anede jeg mellem linjerne)

  3. Åhhhh nej,,, det er virkelig ikke spor sjovt… Arrhh men altså hvorfor er nogle hunde ejere bare fløjtende lige glade… Mig ikke forstå. Eeuuuhhh… Men nu du er ren…krammer fra V. 😂😂😂😂😂❤️👏🏽

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>