Jeg kan nå tippen…

Jeg holdt tungen nogenlunde lige i munden, da jeg rejste mig fra sofaen for en time siden…

Jeg har haft den dummeste smerte dag. En fræk sclerosedag. Ikke en af de frækkeste. Men fræk nok…

Med spasmer. Med føleforstyrrelser. Med stiv ryg.

Jeg har været til møde ude i byen idag. Jeg har været på. Jeg gjorde det s’gu. 

Når ryggen skreg på bevægelse, midt i mødet, rejste jeg mig, og sagde: “Jeg skal lige have lidt bevægelse i kroppen” – “Ja, det var da en god idé, jeg går med”. Det er dejligt, at blive mødt med forståelse ude i “det virkelige liv”. Det var et rigtig godt møde…

Jeg var kvæstet, da jeg kom hjem. Sofaen skreg “kom her puttegøj, din ryg skal da hvile”. Lokke Lokke.
Ude i gangen trippede begge hunde “Mutti, vi skal tisse”. Vi kom afsted, hundene og jeg, på lille tur.

Hjemme igen, middagslur. To STIVE timer i soveværelset med varmetæppet på fuld styrke.

Stod op igen kl halv fem. Lavede aftensmad. Vi spiste. 
Nu insisterede sofaen “Nu skal du pokker stå i det kaste dig på langs her hos mig”.

I stedet gik jeg i skabet.
Da jeg kom ud af skabet igen, havde jeg LØBEtøjet på, og så gik jeg mig en tur.

2,44 km blev det til. Hvert et skridt gjorde mere naller end naller. Jeg havde backup med mig. Min elskede nabo. VI GIK OG SNAKKEDE. Vi flyttede fokus fra det, der gør ondt i vores liv lige nu…

Nu, hvor jeg er hjemme, og endelig er i sofaen, sidder jeg og skriver dette, imens jeg drikker mig en stor kop virkelig god luksus te, som jeg i den grad har fortjent.

Jeg holdt tungen lige i munden idag, og jeg toppede det hele ved at nå tippen (jvf billede)
Jeg kan være på toppen og nå tippen, selvom jeg har denne lortesygdom.

Så er livet altså ikke så ringe endda…