Jeg vil så gerne, men – og …

Nogen gange skal man bare gøre noget, der er semifarligt. 
Man skal bryde mønstre. Man skal se på gamle vaner. Man skal turde fejle. Man skal op på hesten igen. Man skal – og min bare røv …

Hader man skal – man burde.

Jeg vil – jeg gør – og jeg tør.

Jeg vil så gerne bruge mine ben her i varmen. De er, som hos mange andre sclerosebærerer, en kende slatne i varmen. 
De vil så gerne bruges, 
men de har brug for lidt moralsk støtte.

En tur på cyklen.
Jeg prøver.
Jeg tør godt.

Hvad er det værste der kan ske?
Jeg falder – jeg må stå af – jeg må vende om – jeg trækker hjem – jeg bliver skubbet af nogle meget stærke! – jeg ringer til en ven – jeg ringer til Jan … 

Cykelhjelm fundet frem. Lipgloss. Solbriller. 
Jeg cykler hen til fysioterapi – og tager en omvej.

Afsted drog jeg kl 9.30.
Estimeret ankomst 9.51
Fysio-tid 10.00

Slingrede lidt.
Svedte meget.

Det kørte.
Bedst, når der ikke var nogen i nærheden af mig på cykelstien.
Flyt jer.

Jeg ville fremad.
Benene var med mig. 
Trampe – Trampe.

Jeg vil mere.
Jeg vil cykle.

Idag var første “lange” tur i lange tider.
Jeg vil mere.
Jeg vil cykle.

Om det fremadrettet bliver på min gamle to hjulede – eller jeg forelsker mig i den Nihola, jeg skal afprøve på fredag, det kan ingen vide. Jeg ved det ikke. 
Jeg håber. Jeg tør. Jeg tror.

Jeg vil mere.
Jeg vil cykle.

– og samtidigt bruge min dejlige scooter på de frække dage – og på lange ture med hundene – for jeg har IKKE lyst til at cykle på en to hjulet cykel med to (eller en) hund ved siden af. Det er en kende for ambitiøst, selv for sådan en som mig …

Jeg vil meget.
Jeg vil cykle.

-og jeg cyklede også hjem fra fys – og gik ned og handlede ind.
Det har været en magisk dag.
En stor dag.

Jeg turde.
Jeg ville.
Jeg gjorde.

Magisk dag.
Jeg vil mere.
Jeg vil meget.
Jeg vil cykle.