Idag har jeg følt, at jeg var med i et børneprogram fra 70’erne.
Kaj og Andrea – der sidder og dirigerer Keld over og under og op og ned af en stige.
Jeg laver alene-hjemme-træning hver dag med Fjolle.
Blop er med i “legen” – idet han jo er herhjemme. Jeg sværger, at han nogen gange kigger på mig med øjne, der siger “mutti for fanden- i got it – men fedt at jeg får godbidder for noget, som jeg har så nemt ved – nemlig at ligge stille i min kurv i gangen og bare chille”.
Fjolle, derimod, kigger mig ikke ind i øjnene lige med det samme, han kigger på døren.
Han er stadig, i starten af træningssessionerne, angst for at blive forladt.
Men det tegner lysere og lysere.
Nu kan jeg tage min jakke på, hente mine nøgler og gå ud af døren, imens han ligger med sit yndlingstæppe og ammepuden og Blop i kurven ved siden af, uden piv og stress i hans søde lille krop.
Idag har jeg taget min jakke af og på rigtig mange gange.
Idag har jeg hentet mine nøgler rigtig mange gange.
Idag har jeg åbnet og lukket vores hoveddør rigtig mange gange.
Kald mig Keld.
Det virker.
Jeg gør det gerne.
Hans ro i kroppen er ved at vise sig.
Jeg er så stolt af ham.
Piet Hein Sagde det:
HUSK DE TRE:
T.T.T!
SLID,
MEN VID,
TING TAR TID
og så siger jeg lige husk de fem – ikke bøgerne men T’erne –
Ting
Tar
Tid
Tillid
Tålmodighed
Fjolle bliver en dygtig alene-hjemme-hund, ligeså god og tryg og stille som gode gamle Blop.
Vi vil lykkes.
Vi gør det
med tillid og tålmodighed
og husker at
Ting Tar Tid.
Skriv et svar