Køkkenterapi – hjemme hos mig?

ItemImage.aspx

Køkkenterapi – hjemme hos mig?

“Køkkenterapi – Enkel mad til travle dage”; bogen er skrevet af Anne-Sophie Lahme. Anne-Sophie har jeg mødt ude i bloggerlivet, og jeg har altid været fascineret af hendes måde at være nærværende og indlevende på. Jeg siger det lige med det samme; jeg har en secret crush på hende. Hun udsender sådan en livsnysgerrighed, som jeg posunder (misunder positivt – pos-under). Bogen lyser af hendes nysgerrighed, hendes lyst til at smage en bid af det hele. Ikke bare en lille musebid, nej en god bid, men ikke så stor, at der ikke er noget til andre…

“Køkkenterapi – Enkel mad til travle dage” er en vidunderlig bog. “For vi stemmer med indkøbskurven, hver gang vi handler ind” skriver Anne-Sophie i bogen, og det er præcis det, jeg elsker ved denne koge-livsnyde-bog, at den også handler om vores forhold til mad, når vi bla handler ind – og tager maden ind. Der er ingen belærende ord, bare oplysninger om at vælge gode råvarer. Det er lige efter min smag…

“Spis! Nyd! Og del med dem, du elsker. Det er køkkenterapi” skriver Anne-Sophie. Jeg ville ønske, at jeg var ligeså køkkenglad til to, som hun er. Det er jeg ikke. I bogen er opskrifterne lavet til to personer. Jan og jeg spiser meget forskelligartet mad, og spiser sjældent det samme. Det kan være årsagen til min tosomheds-mad-forberedelse-angst. Til gengæld elsker jeg (det gør Anne-Sophie så også!) at lave mad til mange, og se dem tage to til tre gange, og jeg nyder, hvis de roser min mad – og ser at jeg har gjort mig umage med råvarerne – og den gode smag…

Derfor forstår jeg køkkenterapi. Jeg har lavet mange af opskrifterne, men jeg har lavet dem til mine veninder og jeg. Jan er kød, sovs, lidt salat og kartoffel-mand. Det laver jeg ikke om på. Han er, som han er. Jeg elsker nye smage. Jeg holder af nye opskrifter. Jeg har lavet Grønne fiskefrikadeller med spidskålssalat (haps, så god side 63 ), Grønne pandekager med laksefyld, Polenta med artiskok-gremolata (mindede mig om Malaga, selvom det er en italiensk ret, så fræk og god), Lun auberginesalat etc etc. Jeg har undersøgt, prøvesmagt og nydt mig igennem bogen. Jeg fik den inden jeg blev anti-inflammatorisk kriger, og jeg tager den frem igen, når min krop atter føles som min egen…

Bogen er en smuk gave til det unge par I kender, der har tryk på karrieren, og egentlig ikke når god mad. De mange (over 70) opskrifter inspirerer i en travl hverdag, og de er nemme at gå til. Det er overvejende grønne og sunde retter med rene og gode råvarer. Bogen er til madglade mennesker, der måske bare lige mangler lidt inspiration, så det ikke bare bliver broccoli-blandingen på frost med revet ost over (ja, det er mig, når jeg tænker kreativt tihi).

Anne-Sophie skriver vedkommende og i et flydende tempo, der gør, at bogen bliver levende og rar at læse i. Der er små tips ved mange af opskrifterne, og der er lavet god plads, så vi også selv kan skrive noter til opskrifterne. Sådan noget elsker jeg, at der er tænkt på. Sådan ser alle mine gode kogebøger nemlig ud, med tegn og ord og stjerner…

“Køkkenterapi – Enkel mad til travle dage” indeholder smukke billeder af Ditte Ingemann. Det grafiske i bogen står Ann-Britt Balle for, og de tre kvinder tilsammen har lavet en kogebog med kloge ord, gode opskrifter og et roligt og cool Lay-out. Køkkenterapi, hjemme hos mig? Ikke til to men til mange – tak Anne-Sophie Lahme for din nysgerrighed, dit nærvær og din passion for mad og madvarer. Du har givet mig GOD SMAG.

 

PRIS kr 299,95 Bogen er udgivet på Gyldendal, og bogen er sendt til anmeldelse. Den kan købes HER

#køkkenterapi #annesophielahme #kogebog #opskrifter

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>