Tidslomme

Tidslomme

Tidslomme – apropos Haslev 

Tak for de mange views (wauh – I er virkelig derude – endnu)

Taknemmelige mig

Det var fedt at dele en del af mig – om opholdet på Haslev Sclerose Hospital 🏥  

MEN DET ER IKKE DET HELE…

Den (måske) vigtigste del var måske lige præcis det – jeg vil dele med jer nu…

Vær tilstede – i din tidslomme

Jeg havde tilladt mig selv at glemme verden – imens jeg var indlagt på Haslev. Jeg var bare.

Jeg ville ikke glemme menneskene i min verden, ikke glemme kærligheden til dem, men alt det, der normalt kræver min opmærksomhed i hverdagen – hver dag – så som kalender og bip bip-notifikationer/ remindere …

På Haslev var jeg bare. Uden kalender, uden påmindelser, uden den konstante fornemmelse af, at der var noget, jeg skulle huske, noget jeg skulle gøre, nogen jeg skulle være der for. JEG VAR BARE. Nød alenetid på værelset – var sammen med andre dernede – var bare INDLAGT…

Og så kom jeg hjem.

Jeg åbnede min kalender, og det gav mig faktisk et chok.

For mens jeg sad og strikkede, talte med andre mennesker med MS og bare eksisterede i min lille tidslomme, var livet fortsat udenfor.

Vigtige datoer var passeret. Mennesker, jeg elsker, havde gennemlevet noget, jeg gerne ville have været opmærksom på. Og jeg havde ikke været der.

Ikke fordi jeg var ligeglad. Men fordi jeg for en gangs skyld havde givet mig selv lov til ikke at være på.

Og det er måske det sværeste ved at komme hjem. At opdage, at den ro, man gav sig selv, også havde en pris!!!

Jeg fortryder ikke min tidslomme. Ikke et sekund.

Men jeg var ikke forberedt på, hvordan det ville føles at huske verden igen...

Virkeligheden

Jeg kan faktisk varmt anbefale at kravle ind i en tidslomme en gang imellem. Lukke døren til verden udenfor. Lade kalenderen være kalender, telefonen være telefon og alle de ting, man skal, kan og forventes at gøre, passe sig selv for en stund.

Bare være. Trække vejret. Mærke sig selv.

Ikke være noget for nogen. Ikke skulle præstere, forklare eller forholde sig til alverdens ting.

Bare eksistere i sit eget lille hjørne af tiden.

For verden skal sgu nok fortsætte med at dreje rundt, mens man er væk.

Og måske er det netop derfor, vi indimellem har brug for at stå helt stille.

Det fandt jeg i hvert fald ud af – at det har JEG.

Kan de to kombineres?

Kan jeg hoppe i mine tidslommer ind imellem, og alligevel være den kone, bonusmor, veninde, bedste Ib, ven, moster, gudmor etc – som jeg gerne vil være???

JEG TROR, at jeg SKAL finde mine tidslommer – og huske det de giver – den ro i min MS-krop, (der ALTID er UROLIG) – og så dele med “min klan” – at jeg har brug for de tidslommer – for at kunne leve med MS i bagagen. Jeg vil helst være i FAST LANE hele tiden – og i virkeligheden og huske datoer and so on – men opholdet på Haslev har lært mig at stoppe op og gå i dvale…

Det fungerede i den grad dernede – NU skal jeg bare have det til at fungere i min hverdag.

Tror I det lykkes?

Jeg håber og jeg tror.

Bruger I tidslomme-rejser???

PASSSER I PÅ JER SELV???

MØS FRA IBBE