Guldmedalje
Jeg læste en artikel om Jeanette Ottesen Gray – hvor hun anpriser sin mand – og hans evne til at tilpasse sig hendes disciplinerede og skemalagte livsstil – being the worldclass swimmer she is.
Hun skal i perioder sove i ilttelt,
væk fra ham.
Hun er ofte på træningslejr,
væk fra ham.
Hun er i bassinet seks timer om dagen – under vandet,
væk fra ham.
Hun er til utallige stævner om året – væk fra ham.
Hun må takke nej til et aktivt socialt liv med venner og familie, væk fra ham – og dem.
Hun har fokus på sig selv og IKKE PÅ HAM, ikke på familie og ikke på venner.
Hun har fokus på sine drømme – og ikke hans – og alligevel elsker han hende overalt på jorden.
Og hun elsker ham.
Hun udtaler, at han må være lavet af et specielt stof – være en bestemt type mand – siden han kan accepterer de vilkår DE lever under…
Sådan en mand har jeg også…
Jeg vinder ingen guldmedaljer.
Jeg er ikke en verdensklasse elitesportsudøver.
Jeg er ikke en ung lækker kvinde med en killer-body.
Jeg er ikke væk fra Jan ligeså meget, som Jeanette er væk fra Bobby.
Men mit liv er skemalagt.
Mit liv bliver levet disciplineret med træning.
Træning der holder mig oppe og gående.
Mit liv har perioder, hvor jeg lukker ned – og lukker af – hvor INGEN kommer ind i mit Univers.
Hvor jeg har fokus – kun på mig. På mit liv. På at overleve, imens kroppen sætter ud – sætter fokus på overlevelse og overvindelse ind – og der gælder kun mit indre – samarbejdet mellem min sjæl og min krop.
Da lukker jeg alle ude.
Har fokus kun på mig.
Ligesom Jeanette – fokus kun på sig selv.
Jeg vinder aldrig en guldmedalje.
Jeanette vil vinde mange fremover.
Men min mand skulle ha en – ikke en Jeanette! – men en guldmedalje.
Han trækker et tungt læs.
Han er god til, ligesom Bobby, at accepterer de livsvilkår, deres kvinde byder dem.
Jan er god til at opfylde mine behov – når jeg ikke selv vil indse, at jeg har dem.
Han er ”bussemanden”, der påpeger min kalenders overbookning – når jeg ikke selv vil indse udtrætningens komme,- stressens indtog og senere et muligt attak.
Han accepterede allerede for elleve år siden, da jeg indså, hvad min krop trængte til ved middagstid, at jeg hver dag uden undtagelse sover til middag mellem kl. halv to og kl. tre.
Han støttede mig i min beslutning om, i 2004, at stoppe med den konventionelle sclerosemedicin-behandling. Han stolede på mig, på min intuition, selvom alle læger og alle ”sclerose-medier” kraftigt advarede mod det.
Han stolede på mig og min fornemmelse.
Han tager størstedelen af det huslige arbejde i vores hjem, sammen med vores dejlige rengøringskone Henna.
Han tager hundene på gåture for mig – på dage – hvor mine ben står af. Selvom vi helt fra starten med hundeeventyret – besluttede at de var mit ansvar begge to, er Jan heldigvis blevet så glade for dem, at det ikke er af pligt, han går med dem – men af kærlighed til dem og til mig…
Han er oftest den der handler ind – medbringende lange minutiøst udførlige indkøbssedler lavet af mig. Dét kan jeg finde ud af at kreere – indkøbssedler – og min elskede er fantastisk. Han elsker mig så højt, at han altid vælger det økologiske produkt fremfor det ikke-økologiske – i kærlighed til mig – for han er ikke hippie, som jeg er…
Jeg laver al maden herhjemme.
Dét sætter jeg en ære i.
Jeg er ikke vild med at lave mad – men jeg gør det – for min elskede.
Min elskede elsker mig.
Derfor gør han alle de ekstra ting for mig – for os.
Selvom min sygdom kalder på hensyn – har vi valgt at kalde det livsvilkår.
Dem finder vi en balance i – SAMMEN.
Ligesom Jeanette og Bobby gør – SAMMEN.
Ligesom mange par gør – SAMMEN.
Livsvilkår – kompromiser.
Min mand hedder Jan Otto – og ikke Bobby – men jeg føler, at jeg er hans Pamela – og når vi er ude og svømme, sådan rent parforholdsmæssigt, tænker jeg på sejrsskamler – og placerer min Bobby øverst på sejrspodiet – og tager fokus væk fra mig selv –og husker alle de guldmedaljer han fortjener, fordi han har valgt mig – at leve sammen med mig – og indgå på mine livsvilkår.
Jeg har også valgt ham –
ham, med hans bagage.
Jeg vinder aldrig en guldmedalje.
Men min mand fortjener en…
19 år og fem måneder og otte dage!!!
Den eneste medalje i min mund, bliver den forbudte – fra bageren
Dorthe Ruff Eriksen skriver
Det er simpelthen bare fantastisk læsning. Puha, det’ godt :)))
Ib skriver
Tak kære Dorthe.
Tak <3
Husk at synes godt om ibbyheart.com på facebook-fansiden – det vil være så vidunderligt <3
Love is all around us
Ib
Kit Bjerre Duus skriver
Se det er kærlighed:-) Og du har vundet masser af guldmedaljer – dine kan bare ikke hænges om halsen.
Lone Garnum skriver
smukt skrevet – den deler jeg lige ud af!
Louise T. skriver
Så fint!