Når de andre leger …

Der spilles Nintendo Wii Resort med Skihop

 

Når de andre leger

Det er ikke fordi “jeg er den de andre ikke må lege med”. Det er fordi jeg ikke kan, hvad jeg ku’. Jeg ville så gerne kunne, hvad jeg kunne. Jeg kan ikke.

Der var engang, hvor jeg altid bankede ungerne i Tetris. Nintendo og Tetris, Yoshi og Brødrene. Det var lige mig. Jeg var den bedste i hvert fald til Tetris. Langsomt er det blevet udfaset med såvel alder som sclerose. Jeg er ikke god til Tetris mere. Jeg er okay, men jeg vinder ikke. Jeg savner at vinde. Faktisk.

Det er heldigvis ikke derfor, at jeg ikke deltager ved spille-fester, som vi havde i stuen i lørdags med Jose, hendes nye kæreste, Mette og Jan. De havde en fest. En spille-fest. Den nye svigersøn ved ikke, at jeg engang kunne, spurgte heller ikke, hvorfor jeg ikke var med, i legen. Tak for det Mathias.

Jeg nød at se de fire lege. Glemte en stund, at jeg engang var den bedste, og var bare tilskuer. Det var okay.

Jeg fik nok til sidst. Af at være tilskuer. Den yngre udgave af mig, var blevet oppe og havde fortsat som tilskuer, hepper og bonus-mutti. Den nuværende udgave af mig, hende der kæmpede sig igennem et stort og drænende attak i november og december, og som endnu mærker små unoder i kroppen fra dengang, gik i seng. Med en bog. Og en hel Imozop.

Så jeg sov inden de andre. Langt inden. Med god samvittighed. Med en vinder i maven, der havde slugt en sovepille, og var faldet i søvn for at vågne veludhvilet op til søndagen, hvor jeg kunne trakterer dem med lækkert morgenbord – godt hjulpet på vej af en klatøjet Jan (med pokaler i maven)…

Vinderen i maven, hende bruger jeg tit. Til at stå op, ud af sengen, strække kroppen, få hovedet i gang. Taberen i mig kan ikke bruges i en hverdag med sclerose. Det er en kamp at bærer sclerose. Hver dag. Dag ud og dag ind.

Vinderen hives frem for at have et nogenlunde værdigt liv med sclerose. Taberen viser sit grimme ansigt – ofte. Jeg kan bare ikke bruge det til noget.

I et liv, hvor arbejde er noget der var. Hvor arbejde er en håbløs drøm. Hvor det at kunne arbejde er en uopnåelig skihopbakke, som den de fire så let og elegant hoppede på i lørdags, så er jeg nu alligevel glad for, at jeg vågner op hver dag, at jeg elskes hver dag, at der er forår derude og noget pipler, at jeg har to hunde, et barnebarn og tre bonusbørn. De små ting i livet. Bliver de store ting, når man bliver 44 år og snart har levet med sclerose i 15 år (måske endda endnu længere – hvis det er sandt, i min journal – at de allerede mistænkte sclerose, da jeg var 17 år).

Så ender det med at jeg synes, at det er en sejr, at gå i seng imens de fire leger, bare ind i soveværelset med den nye Julie Hastrup krimi, med læsebriller på akkompagneret af to snorkende pelsdyr på gulvet – en sejr, som jeg er stolt af – som ikke udløser pokaler, men som udløser ro i mine celler – og det er den bedste pokal – for mig — som bærer af sclerose…

PS: Der er to spil, jeg stadig altid vinder i; Fire på Stribe og Røvhul…

 

4 Comments
  1. Så fint skrevet Ibbe ❤️❤️❤️.
    Så rammende … – på mange ting faktisk. Du kan noget med ord …
    Mange tanker og knus til dig
    B

  2. Jeg synes du er hammer sej, at kunne lære at acceptere sin situation er virkelig en kæmpe sejr..

    Knus <3

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>