Gang i den

Gang i den

 

Når jeg går gør hvert skridt ondt. Det gør rigtig ondt, og det føles forkert.

MEN jeg går.

Det gør abnormt ondt at gå på vores trapper. Der er 24 trin. De 24 trin gør ondt – selv med krykke og selvom jeg bakker ned.

Det gør ondt.

MEN jeg går.

Jeg bevæger mig. Jeg flytter mig på mine ben. De får mig frem.

Hver dag er jeg taknemmelig for at gå. Jeg værdsætter at være “aflang”. Det er simpelthen så vidunderligt – GANG I DEN.

 

Der er stadigvæk en herlig følelse indeni, hver gang jeg går

For at blive boende, hvor vi bor, skal jeg være mobil. Sclerosen driller mig. Jeg skal vise den, skal jeg. Hver gang jeg går, skal jeg vise sclerosen, at den ikke har vundet denne omgang. Hver gang jeg går, vælger jeg at fokusere på lige netop dét; at jeg går. Smerterne og den stive gangart (grundet spasticitet i bækkenet) vælger jeg at se som en livsbetingelse – lige nu. Jeg håber på, at det bliver bedre – med tiden. Tiden må betyde en del. Jeg har siddet ned, det meste af dette år (i kørestol), men når året er omme, har jeg været “aflang” i længst tid. Det skal bare være…

Status

I er så søde at følge med i mit liv. Jeg er rørt. I har bedt mig om en status. Den får I hermed. Jeg er glad for at kunne gå igen. Jeg er himmelråbende taknemmelig for, at jeg kom op og blev “høj igen”. Jeg tror på, at tiden er med mig. Jeg tror, at det bliver bedre jo mere jeg øver mig, så jeg øver mig så meget jeg orker. Nogle dage er el-scooteren min bedste ven. Det ved I. Den er uundværlig.

Fjolle er ligeglad med om jeg er i scooter eller på ben – bare jeg er ude med ham (og det ikke regner haha). Jeg elsker, at jeg er ude med ham – at det er mig, der har ham. Jeg er taknemmelig hver gang, jeg går med ham – om det er på hjul eller på ben…

Knus og tusind tak fordi I spørger til mig, så det hele ikke drukner i serum og brynblyanter

Ibbe