Kørestol på pause

Kørestol på pause

En overgang troede jeg ikke på, at det ville ske. Jeg beredte mig på et liv i kørestol – og så det for mig. Sådan måtte det være.

Med sclerose OG en knæoperation gik det ikke for godt med mig. Det går meget bedre nu. Jeg er blevet høj igen – altså jeg sidder ikke ned mere – hver dag. Det er klart, at jeg må benytte min lækre, nye kørestol periodevis (when the shit hits the fan, på ferier, i lufthavne, på lange ture etc), men jeg er på EN KRYKKE NU.

Det er SÅ BEFRIENDE.

Sikke en rejse, sikke en oplevelse, sikke en overlevelsestur.

Undervejs så jeg mig selv i kørestol for altid. Jeg havde ikke engang forestillingsevne til at se mig selv oppe og gående igen. Jeg var helt nede. Alle mine muskler var væk – forsvundet. Jeg mener ALLE muskler. Jeg kunne ikke stå op – kunne ikke rejse mig op. Min far og min nabo kalder det, at jeg var DINGELVORN. Jeg faldt simpelthen sammen, når de prøvede at støtte mig, når jeg skulle op og eks.vis på toilet. Jeg var så svag, at jeg sad og svajede, imens jeg tissede. Jeg var så bange for at falde ned af mit forhøjede toilet, hver gang jeg skulle derud. Samtidigt var venstre ben i DON JOY i 40 grader – og låst – og højre ben havde attak og var spastisk og out of order…

Det var en kæmpe udfordring, og jeg var ikke positiv og håbefuld. Jeg var nedtrykt, negativ, sorgfuld, ked af det og havde store smerter…

Det vendte da

• jeg fik færre smerter
• attaket i højre side aftog
• mine fysioterapeuter satte mig igang med genoptræning (tak Jørgen og Katrine) – træning med vægte fra kørestolen bla og elastikker
• jeg forstod mit held – ja held – at jeg har verdens bedste netværk, der både kan støtte mig psykisk og fysisk
• jeg begyndte at kunne forestille mig selv gående igen
• jeg begyndte at lytte til mine nærmesteS ord om, at de troede på, at jeg nok skulle vende tilbage
• jeg lyttede efter min egen indre stemmes RÅBEN på, at “jeg satme nok skulle komme op og stå igen – gå igen)
• jeg kunne se trapperne for mig igen – og kunne se, at jeg en dag ville kunne bestige dem igen – på ben – dog med krykker (og smerter)
• min motionscykel kom ind i stuen for en måned siden, og jeg pludselig kunne bestige den og cykle rundt (det gav balance og muskeltræning)
• jeg kunne se for mig, at jeg sad på scooteren og “GIK TUR” med Fjolle
• for en måned siden atter kunne sidde i min scooter og være ude i livet og helt trygt drøne rundt med Fjolle
• etc etc

Jeg er her nu

Jeg er her, hvor jeg er på en krykke. Jeg er kun lidt dingelvorn ind imellem – ikke meget. Jeg bygger gradvist musklerne op, og jeg træner intensivt dagligt, for at få mig selv på samme niveau som FØR DET STORE ATTAK i december, knæuheldet, knæoperationen og det frække attak i februar…

MS og knæoperation (samt attaker) har vist sig at være mit livs største FYSISKE udfordring med psykiske “dønninger”. Jeg går STYRKET og stærkere ud af det her, og med en vished om, at når jeg falder helt helt ned på røven, så er mit netværk (I VED, HVEM I ER) der til at samle mig op, mens de venter tålmodigt på, at TING TAR TID, og at jeg får fundet mit indre kompas af vilje og ånd.

Jeg er taknemmelig og meget rørt over deres kærlighed – og rørt over at jeg endelig har fundet min kærlighed til mig selv, og har genVUNDET modet til at tro på, at jeg om ikke så længe smider den ene krykke og GÅR UD I LIVET og smiler…

TAK FORDI I LÆSTE MED – og er med mig – på denne lange rejse

møs fra Ibbe