Mødet med Madrid, Don Quijote, solen og kørestolen 

Min veninde fra 1.dag i Gymnasiet, Kit. Stadig ligeså smuk og dejlig.

Madrid, Don Quijote, solskin, latter og kørestolen

Kan I huske, at jeg skrev et indlæg i flyveren på vej til Madrid? Hvis ikke, så er det lige her. Tak for alle jeres søde og støttende ord, jeres likes og alle jeres spørgsmål om rejsen. Jeg vil prøve at besvare jer samlet i dette indlæg.

Lad mig starte med at sige; jeg ville gøre det igen – ingen tvivl om det. Min sjæl er fyldt op med de reneste, kærligste, varmeste, sjoveste og styrkende minder. Jeg er glad i mit indre, ægte glad.

Min krop, derimod, den er en gammel, slatten sok med huller i…

Det koster at være i nuet. Det koster at være hos en hjerteveninde i Madrid. Mine bekymringer blev ikke gjort til skamme, de var faktisk små varsler. Lad os tage dem fra en ende:

  • Hvis mine ben pludselig giver op – det skete – TJEK.
  • Hvis jeg ikke kan finde rundt, mister orienteringen – det skete ikke.
  • Hvis jeg får hold i ryggen, som sidst da vi fløj fra Kreta i 2012 – det skete ikke.
  • Hvis der er for langt at gå mellem indtjekning og gaten – det skete – TJEK.
  • Hvis jeg ikke kan finde nogen steder at holde pause – det skete  ikke.
  • Hvis jeg besvimer – det skete ikke.
  • Hvis jeg får angst – det skete – TJEK.
  • Hvis jeg ikke kan bære min bagage – det skete ikke.
  • Hvis jeg ikke kan sidde i flysædet med min frække ryg – det skete ikke.

MEN, jeg fandt løsninger. Jeg fandt hjælpere. Universet var med mig igen. Jeg er så taknemmelig.

  • Mine ben gav op – da der pludselig på skærmen i Madrid’s lufthavn, skete en gateændring fra D64 til E76. Der var 20 minutter til flyet boardede. Mine ben mistede pusten, og jeg satte mig ned, og græd. Da jeg havde tørret mine øjne, rejste jeg mig, og kiggede rundt i lufthavnen, sådan rigtig kiggede, og jeg spottede et skilt (se billede) med en kørestol. Jeg gik derhen. De talte kun spansk, men jeg fik forklaret, at mine ben ikke kunne fragte mig helt hen til den nye gate. De forstod og fik fremskaffet en kørestol. Pyh.
  • Jeg fik et angstanfald i en kø i lufthavnen, da jeg skulle købe vand. Det var en lang kø, og mine ben var pludselig helt bløde og ryggen var stiv, så jeg stod og svajede lidt. Jeg tog min uldtrøje af – lige der i køen. Jeg åbnede vandflasken, selvom de kunne sige, jeg ville stjæle den. Jeg gjorde noget, og de små dråber der piblede ned af min ryg, min pande og overlæbe – tørrede ind. Ahh.

MEN de bekymringer, der blev gjort til skamme, gav mig styrke – så jeg kunne samle kræfter og gå ud af flyveren – og ind i Jans arme, så det gjorde jeg. Der var lang vej at gå, men det gik helt vildt godt – jeg gik godt.

Jeg havde lånt en trolley, så jeg skubbede bare min håndbagage. Jeg rejste let med kun ganske lidt tøj. Jeg havde (i modsætning til andre rejser) medbragt lidt makeup og hudpleje – kun rejsestørrelser. Derfor klarede jeg snildt at bære min bagage. Endnu en bekymring, der fandt sin løsning.

Jeg besvimede ej heller, og fik heller ikke hold i ryggen. Jeg kunne sagtens sidde i flysædet, og jeg sad bare og læste i min nye skønne hundebog, “Vild med hund“.

OG med hensyn til de der gode minder, der opvejer mine smerter, spasmer og stive ryg i dag, så kan jeg nævne:

  • Jeg så mit gudbarn og hans lillebror, og vi hyggede os for vildt. Jeg tog med ud til deres skole, og det var så fedt at se dem i deres hverdag.
  • Kit og jeg tog en taxa ind til centrum af Madrid, hvor vi så Don Quijote, hans tro væbner, og jeg så, at i Madrid’s midte, er der ingen hundelorte. Der var masser af hunde, og de havde det virkelig godt. Møgforkælede, yes – som det skal være.
  • Vi spiste tapas i solen.
  • Kit og jeg sov ved siden af hinanden, og det var som at komme hjem. Vi har jo boet sammen. Jeg sov som en drøm i Madrid. Ah.
  • Jeg mødte Kit’s venindes skønne hund Bodie. Ham havde jeg lammelunger med til, og han blev meget lykkelig.
  • Vi var på café i et stormagasin på taget med udsigt over hele byen.
  • Kit’s lillesøs’ og niece var på besøg hos Kit og drengene også, og deres selskab gav god energi og gode snakke.
  • Kit lavede en overdådig middag til os en aften, og hendes madkunst er intet mindre end brilliant.
  • Vi fik grinet og snakket og krammet – som vi begge savnede…

Etc etc – dette skriv er rodet – springer rundt i rejsen. Ordene er ikke geniale. Ordene er ikke perfekte.

MEN det var perfekt, at jeg for en gang skyld gjorde noget, som ikke var særlig fornuftigt for min krop, for det var så fornuftigt for min sjæl.

Kærlige knus fra Ibbe, der nu går i seng med en god krimi.

PS: Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg tager til Madrid. Der går ikke mange måneder. Det er helt sikkert.

Først ind i flyvemaskinen – i kørestol
Det er jo Don Quijote
Skiltet, der reddede mig
Skyndte mig ud til Jan – og Fjolle, der var med i bilen – som en overraskelse. Yeah.

Se evt filmen – hvis I vil se, hvordan jeg kom ud af flyet <3

4 Comments
  1. Godt at overvinde ens egen frygt. Overvejer et besøg hos veninde i Abu Dhabi,uden manden min. Kan ikke,som virkelig ikke,lide at flyve,men har min veninde i sigte. Så frygten skal overvindes,næste år….satser jeg på……er planen…..gør det sgu,nok.
    Super sejt af dig👏👏

  2. Jaaa, Ibbe! Som jeg har sagt før: Du er så sej! Stærkt gået at trodse angsten på den måde, og super flot, at du fandt overskuddet til at finde løsningerne – og ikke mindst, at du har planer om at gøre det igen!

    Super seje dig!!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>